- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

98,7 procent tilbagegang for Norwegian og Finnair

Norwegian og Finnair har netop løftet sløret for trafiktallene fra april. Norwegian faldt til omkring 43.000 passagerer, mens Finnair blot havde 16.000 ombord på flyene.

Ikke overraskende var april en helt usædvanlig måned for mange flyselskaber. Således også for Norwegian og Finnair, der torsdag morgen har offentliggjort de triste passagertal fra sidste måned, der har været domineret af nedlukninger i det meste af verden som følge af COVID-19-pandemien.

Norwegian har i det meste af april kun haft syv fly i drift i et nødtrafikprogram på de norske indenrigsruter samt i begyndelsen af måneden på flyvninger mellem Oslo, Stockholm og København. Det afspejler sig tydeligt i passagertallet, da kun 41.311 passagerer rejste med det norske lavprisflyselskab i sidste måned.

I forhold til samme måned året før, hvor der var 3.137.608 rejsende, er det en tilbagegang på ikke mindre end 98,7 procent.

Norwegian dog trøste sig med, at Ryanair som Europas største lavprisflyselskab, var endnu hårdere ramt og blot transporterede omkring 40.000 passagerer. Dog rapporterer Ryanair kun i store tal, og 0,04 millioner passagerer kan være alt fra 35.001 til 45.000.

Kun hvert fjerde sæde solgt hos Finnair
Finnair er ikke et ligeså stort selskab som Norwegian, og med en tilsvarende passagernedgang på 98,7 procent, endte det finske oneworld-selskab på 16.100 passagerer i april. Til sammenligning var der 1.227.400 rejsende i samme måned året før.

Tilbagegangen er markant i alle segmenter. Der var overhovedet ingen passagerer til og fra Nordamerika i april, mens den vigtige Asien-trafik registrerede blot 1.400 passagerer, hvilket var rejsende på Tokyo-ruten, indtil den også måtte lukke ned som de andre Asien-ruter.

Hovedparten af passagererne blev registreret i den europæiske trafik, hvor der var 12.300 rejsende, hvilket svarer til en nedgang på 98,4 procent. På indenrigsruterne var der 98,8 procent færre passagerer, da blot 2.400 valgte at rejse indenrigs.

At der ikke har været mange passagerer ombord på de gennemførte flyvninger, vidner en belægning på 23,9 procent om. Det var således et fald på 57,5 procentpoint i forhold til april sidste år, hvor belægningen var på hele 81,4 procent.

 

Relaterede artikler:

Norwegian mistede 1,8 millioner passagerer

Finnair taber 15 millioner kroner om dagen

Finnair reducerer med 90 procent