British Airways har annonceret tre nye ruter fra London i det kommende vintertrafikprogram. Fra Gatwick åbnes der nye forbindelser til Marokko og Østrig og fra City-lufthavnen til en spansk destination.
Kunderne hos British Airways får til vinter flere nye ruter at vælge imellem, når rejsen indledes fra London.
Således har det britiske flyselskab annonceret tre nye ruter, hvoraf den ene er fra London-Gatwick til den marokkanske hovedstad, Rabat. Ruten betjenes af BA Euroflyer, der er British Airways’ Gatwick-baserede datterselskab.
Der bliver to ugentlige flyvninger – om onsdagen og søndagen – med en Airbus A320, og ruten åbner 5. november 2025. Det bliver den tredje rute til Marokko fra British Airways, der i forvejen betjener Marrakech og Agadir i det afrikanske land.
Rabat er kendt for sin rige kulturarv og særegne blanding af tradition og modernitet, samtidig med at destinationen byder på varmt vejr hele året rundt.
Fjerde østrigske destination
BA Euroflyer har også annonceret en ny rute fra London-Gatwick til Graz i Østrig. Der vil være flyvninger med en Airbus A320 på mandage, onsdage og fredage. Ruten åbner 21. november 2025.
Graz bliver den fjerde østrigske destination fra British Airways, der i forvejen flyver til Wien, Salzburg og Innsbruck. I Graz er det muligt at opleve nogle af de fineste julemarkeder i Østrig, ligesom destinationen tilbyder spændende udendørsaktiviteter og naturskønne omgivelser om sommeren.
”Vi er begejstrede for yderligere at styrke vores forbindelse mellem London og Østrig med tilføjelsen af Graz. Det bliver den eneste direkte rute mellem de to byer og tilbyder vores kunder flere valgmuligheder, uanset om det er for forretning, fritid eller besøg hos venner og familie,” siger Karen Hilton, administrerende direktør for BA Euroflyer. Hun sætter også ord på den nye Rabat-rute:
”Med sit varme vejr året rundt er Marokko ideelt for dem, der søger en ferie uden for sæsonen uden en lang flyvetid.”
Fra City til Madrid
Foruden de to nye ruter fra London-Gatwick åbner British Airways også en rute fra London City Airport til Madrid. Det er datterselskabet BA Cityflyer, der opererer flyvningerne, og der bliver 11 ugentlige afgange fra 1. december 2025.
I forvejen har British Airways 33 ugentlige afgange fra London-Heathrow til den spanske hovedstad.
På de nye ruter fra London til Rabat, Graz og Madrid vil det være muligt at købe billet til Club Europe, der er British Airways’ business class. Club Europe-kunder hos BA Euroflyer vil have adgang til selskabets Gatwick-lounge, som for nyligt har gennemgået en opgradering med blandt andet en helt ny bar og nye møbler.
Relaterede artikler:
British Airways indvier ruter til Georgien og Malaysia