Ryanairs koncernchef Michael O'Leary. (Foto: katatonia82 | shutterstock.com)

Ryanair-topchef i dialog med Airbus om flyordre

Ryanair er på jagt efter i omegnen af 50 Airbus-fly til koncernens flåde. Driftsomkostningerne kommer dog til at afgøre, om det bliver A320ceo eller neo, som man køber.

Ryanair-koncernens administrerende direktør, Michael O’Leary, oplyser, at man er i dialog med Airbus om en flyordre.

Det drejer sig konkret om en mulig ordre, som skal forny datterselskabet Laudas flåde af Airbus A320’ere, skriver Aviation Week Network.

”Hvis jeg kunne lave en Airbus-ordre på 50 fly – hvilket ville give 25 fly til Lauda og samtidig give Lauda mulighed for at udvide med 25 fly mere – så ville jeg gladeligt gøre det,” siger direktøren til mediet.

Ikke noget tillidsforhold
O’Leary fortæller, at det ikke er hans opfattelse, at Airbus stoler på ham eller bryder sig særligt meget om ham.

Han mener således, at Airbus tror, at uanset hvad man bringer til forhandlingsbordet, vil Ryanair-topchefen tage det med videre til Boeing, ”og det vil jeg selvfølgelig,” siger han, men fastholder, at interessen for en Airbus-ordre til Lauda er reel.

Han siger, at den egentligt store udfordring er Airbus’ ordrebog, som for A320-familien er fuld helt frem til 2031-32. Han mener derfor, at Ryanair må vente til næste nedtur i branchen, før der er en god mulighed for at bestille flere fly.

Vælger fly, som giver bedste økonomi
Når det handler om, hvorvidt Lauda ender med at vælge A320neo eller A321neo eller andre varianter, svarer Michael O’Leary, at det handler om driftsomkostningerne. Alt andet er ligegyldigt.

Om man vælger, om flyene bliver neo-fly eller de ældre ceo-fly, så handler det også om lave sædeomkostninger – så er det også ligegyldigt, om flyene er nye eller brugte. Kan man ikke skaffe Airbus-fly, er man også villige til at indsætte Boeing 737’ere.

O’Leary siger dog, at leasingselskaber ikke kan komme på tale til Laudas flåde. Det kan man ikke drive lavprisselskab på, siger han, og kalder leasingselskaberne ”branchens kokainhandlere,” med dyre fly, som får flyselskaber til at gå konkurs.

I øvrigt kommer Ryanair ud af 2025 med 660 fly i flåden. I januar næste år forventer man at modtage de sidste fire Boeing 737 MAX 8-200-fly, og så venter man de første 15 MAX 10’ere i foråret 2027.

Dem har man bestilt 300 af, og O’Leary fortæller, at Boeing forventer, at MAX 7 og MAX 10 vil være certificerede i henholdsvis andet og tredje kvartal næste år.

 

Relaterede artikler:

Ryanair-topchef: Billetpriserne stiger frem mod 2030

Ryanair løfter halvårsresultatet med 42 procent

Ryanair fortsætter nedskæringer i Tyskland