Et driftsresultat i 2025 på 2,46 milliarder kroner er det højeste i Norwegians historie. Høj efterspørgsel, disciplineret omkostningsstyring og engangsgevinster fra køb af leasede fly var blandt årsagerne.
Tilbage i oktober 2024 fastslog Norwegians koncernchef Geir Karlsen, at 2025 skulle være et konsolideringår efter en markant vækst i 2024. Det blev det også med en relativ beskeden passagervækst på 3,0 procent til sammenlagt 27,3 millioner rejsende hos både Norwegian og datterselskabet Widerøe.
I 2025 har Norwegian-koncernen også arbejdet med optimeringsprogrammet Program X, og det har tilsyneladende givet resultat, idet der torsdag morgen er offentliggjort et årsresultat før skat på 3,0 milliarder norske kroner, hvilket svarer til 1,99 milliarder danske kroner.
Det er en fremgang i forhold til 2024 på 123 procent, idet resultatet før skat i 2024 landede på 1.355 millioner norske kroner (895 millioner danske kroner).
Norwegian-koncernen leverede samtidig sit stærkeste driftsresultat nogensinde med et EBIT på 3,7 milliarder norske kroner (2,46 milliarder danske kroner) og en rekordhøj EBIT-margin på 9,9 procent.
“Jeg er tilfreds med at fremlægge det bedste årsresultat i Norwegians historie, et resultat, som Widerøe også bidrog til. Dette viser, at kunderne værdsætter vores produkt og den service, vi giver. Den gode udvikling medfører, at vi fortsat kan betale udbytte til aktionærerne, samtidig med, at vi kan fortsætte med at investere i fremtiden – blandt andet i en af Europas mest moderne flyflåder,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
Engangseffekter påvirkede resultatet
Omsætningen steg til 37,6 milliarder norske kroner (24,8 milliarder danske kroner), hvilket var drevet af solid efterspørgsel og forbedret operationel performance. Samtidig holdt selskabet enhedsomkostningerne eksklusive brændstof uændret, hvilket indikerer, at driften er effektiv trods et fortsat pres fra inflation og højere afgifter.
Årets resultat blev desuden positivt påvirket af engangseffekter. Det var primært relateret til køb af 13 tidligere leasede fly, der sikrede en engangseffekt på 858 millioner norske kroner (565 millionder danske kroner) samt valutarelaterede gevinster. Justeret for disse forhold viser regnskabet fortsat en markant styrket underliggende indtjening.
Med et nettoresultat på 2,7 milliarder norske kroner (1,78 milliarder danske kroner) og forslag om øget udbytte går Norwegian samtidig ind i 2026 med en solid finansiel platform og en styrket position i det nordiske marked.
Moderat vækst i 2026
Norwegians forventninger til 2026 er understøttet af solide bookingtendenser og en balanceret kapacitet i det europæiske marked. For første kvartal ventes kapaciteten reduceret med omkring tre til fem procent som følge af sæsonmæssig lavere efterspørgsel, mens den samlede udbudte kapacitet for hele 2026 forventes at vokse med beskedne tre procent. Widerøe ventes at øge produktionen med omkring fire procent.
Norwegian oplyser, at selskabet fortsætter implementeringen af optimeringsprogrammet Program X, som skal levere yderligere effektiviseringer.
“Vi er godt positioneret til at drage nytte af den øgede interesse for rejser til Norden. I år vil vi fortsætte arbejdet med at styrke produktilbuddet, reducere omkostningerne og øge effektiviteten. Det tættere samarbejde mellem Norwegian og Widerøe, særligt gennem et fælles loyalitetsprogram og udvidet rutenetværk, vil yderligere styrke vores position som et foretrukket flyselskab i Norden,” lyder det fra Geir Karlsen.
Relaterede artikler:
Norwegian-koncernen: 27,3 millioner passagerer

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


