Norwegian forbedrede i årets første kvartal resultatet med 200 millioner kroner, Resultatet blev dog positivt påvirket af valutaforhold, gevinster knyttet til brændstofsikring samt reduceret pris på klimakvoter.
Norwegian-koncernen med flyselskaberne Norwegian og Widerøe er rent økonomisk kommet godt igennem årets første kvartal, der traditionelt er det svageste, og som i marts blev præget af de ekstremt høje brændstofpriser som følge af Irankrisen.
Omsætningen landede på 6,9 milliarder norske kroner, hvilket svarer til 4,73 milliarder danske kroner. Det var en fremgang på 4,8 procent i forhold til samme kvartal i 2025. Omsætningen blev hentet fra transport af 5,2 millioner passagerer, hvoraf Norwegian fløj med 4,2 millioner, mens Widerøe havde 0,9 millioner rejsende.
Resultatet før skat blev et underskud på 459 millioner norske kroner (315 millioner danske kroner), og det var en tydelig resultatforbedring i forhold til samme periode sidste år, hvor underskuddet lød på 756 millioner norske kroner (518 millioner danske kroner).
Norwegian skriver i en pressemeddelelse, at resultaterne blev positivt påvirket af en styrket norsk krone i tillæg til gevinster knyttet til brændstofsikring og reduceret pris på klimakvoter (EU ETS), hvorfor det forbedrede resultat ikke alene knytter sig til driften.
‘Et komplekst og uforudsigeligt marked’
Flyselskaber over hele verden befinder sig lige nu i et udfordrende marked, da brændstofpriserne er høje, og der er usikkerhed om forsyningsrobusthed længere henne på sommeren, hvilket kan dæmpe efterspørgslen. Det adresseres da også i en kommentar til kvartalsrapporten.
“Selvom vi er glade for, at den samlede efterspørgsel er god, navigerer vi i et komplekst og uforudsigeligt marked med både økonomisk og politisk usikkerhed. Til trods for dette, havde vi en positiv udvikling i første kvartal med stabil og pålidelig drift og god omkostningskontrol,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
Koncernchefen tilføjer, at Norwegian-koncernen går ind i sommersæsonen med “et godt momentum” med en positiv bookingtrend i centrale dele af rutenetværket.
Risikofaktor i forhold til Irankrisen
Hvad angår forventningerne til de kommende måneder, understreger Norwegian, at brændstofomkostningerne forventes at stige markant i 2026 sammenlignet med 2025 som følge af den aktuelle markedssituation. Samtidig forventes fortsat makroøkonomisk usikkerhed, herunder risiko for forsyningsproblemer på brændstof.
Der er således en risikofaktor for både omkostninger og drift.
Trods disse udfordringer beskriver Norwegian bookingtrends som værende stærke, særligt til sydeuropæiske destinationer, og selskabet forventer kapacitetsvækst på cirka tre procent for Norwegian i hele 2026. Derudover fremhæves effektiviseringsprogrammet “Program X”, som forventes at levere over 1,25 milliarder norske kroner i årlige forbedringer frem mod udgangen af 2026.
Relaterede artikler:
Norwegian hjulpet af stram kapacitetsdisciplin

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


