Nordic Seaplanes har nu gjort alvor af at åbne den Læsø-rute, som man for nylig fløj en testflyvning på. Er forretningsgrundlaget godt nok, ønsker man at forlænge ruten til og med september.
Den 26. juni testede Nordic Seaplanes en ny sommerrute fra København til Læsø og fra Aalborg til Læsø. Dengang lød det dog fortsat, at en permanentgørelse af ruten var afhængig af, at initiativtagerne, en gruppe beboere på Læsø, fik held med at samle en startkapital på 500.000 kroner.
Nu åbner Nordic Seaplanes imidlertid ruten rigtigt. Det oplyser selskabet, som også har offentliggjort fartplanen for ruten. Opstarten bliver på tirsdag den 7. juli, og ruten kommer indtil videre til at løbe frem til den 14. august. I juli flyves der tirsdage og fredag, mens der i august flyves mandage og fredage med få undtagelser.
Flyvningerne sker på tidspunkter, hvor Nordic Seaplanes’ de Havilland Canada DHC-6 Twin Otter ellers ville have været beskæftiget med sightseeingflyvninger over København.
Vandflyselskabet har valgt at åbne ruten, selvom initiativtagerne endnu ikke var helt i mål med at samle de 500.000 kroner. Det fortæller selskabets administrerende direktør, Ole Dupont Christiansen, til Check-in.dk.
”Vi er glade for, at det er lykkes os at få indsamlet penge nok sammen med Foreningen Læsøflyet til, at vi kan starte ruten,” siger han.
Har købt billetter på forhånd
Ole Dupont Christiansen fortæller, at det kunne lade sig gøre at opstarte ruten, fordi man har fået forhåndstilsagn, hvor kunder forhåndskøber billetter, så ruten bliver dækket.
”Det betyder, at vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. Så håber vi, at flere kunder også kommer til at købe billetter. For med de billetter, som lige nu er solgt, hænger det kun sammen lige nøjagtigt. Det bliver forhåbentligt en forretning på et tidspunkt,” siger han og tilføjer:
”Indtil videre er det Foreningen Læsøflyets medlemmer, som har investeret i os. Men hvor vi står nu, bliver det ikke en forretning for os. Men det har vi været med på fra starten af, for det handler i første omgang om at dække de variable omkostninger.”
Ole Dupont Christiansen fortæller også, at ambitionen er at forlænge ruten videre i august og september, såfremt billetsalget er til det.
Han fortæller også, at en fordel ved at åbne Læsø-ruten er, at Twin Otter-flyet, som bærer registreringen 9H-OCEAN, vil flyve mindre over København, hvilket Ole Dupont Christiansen vurderer vil betyde, at støjen, som flyet står for i København, reduceres med 40 procent, idet afgangene på sightseeing tilsvarende reduceres med 40 procent.
I København holder Nordic Seaplanes i dag til på Nordre Toldbod, men på grund af støjen har Københavns politikere besluttet, at man vil finde en ny placering til vandflyet. Den lader dog fortsat vente på sig.
Vækker glæde i Aalborg
I Aalborg Lufthavn vækker det glæde, at Nordic Seaplanes kommer til lufthavnen med to ugentlige afgange. Det fortæller lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
”Vi er glade for, at der denne sommer bliver etableret en direkte flyforbindelse mellem Aalborg og Læsø. Med en flyvetid på kun 20 minutter bliver det endnu nemmere at opleve alt det, Læsø har at byde på, og samtidig styrker ruten tilgængeligheden mellem Aalborg og ferieøen,” siger han.
Aalborg Lufthavn fremhæver i en pressemeddelelse, at den korte flyvetid mellem Aalborg og Læsø skaber en hurtig forbindelse mellem øen og fastlandet.
Relaterede artikler:
Nordic Seaplanes: Nye opgaver har hævet bundlinjen

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


