Det finansielt udfordrede Norse Atlantic har indgået en aftale med Pakistan International Airlines om to Boeing 787-9. Aftalen kommer på et kritisk tidspunkt, efter at IndiGo har opsagt samarbejdet om fem langdistancefly.
Det norske langdistanceflyselskab Norse Atlantic Airways har fredag offentliggjort en ny ACMI-aftale med Pakistan International Airlines (PIA), der fra begyndelsen af november skal benytte to Boeing 787-9 Dreamlinere på ruter mellem Storbritannien og Pakistan.
Aftalen kommer på et særdeles vigtigt tidspunkt for Norse Atlantic, der gennem længere tid har været under et betydeligt økonomisk pres. Situationen blev yderligere kompliceret i slutningen af juli, da det indiske flyselskab IndiGo meddelte, at samarbejdet om de resterende fem Boeing 787-9 ville ophøre ved udgangen af oktober.
Med den nye aftale er det således lykkedes Norse at finde beskæftigelse til to af de fem fly, der kommer retur fra IndiGo. Selskabet har dog fortsat behov for at sikre indtægter fra den resterende kapacitet.
Den nye aftale med PIA er indgået som en ACMI-kontrakt, hvor Norse stiller fly, besætning, vedligeholdelse og forsikring til rådighed for det pakistanske selskab. Der er ikke offentliggjort oplysninger om aftalens økonomiske værdi eller varighed.
“Vi er glade for at støtte PIA’s udvidelse af langdistancekapaciteten og styrke forbindelserne mellem Storbritannien og Pakistan ved at give det store pakistanske samfund i Storbritannien flere rejsemuligheder mellem de to lande. Vi ser dette som begyndelsen på et strategisk partnerskab mellem de to selskaber,” siger Eivind Roald, koncernchef i Norse Atlantic Airways.
Mistede vigtig aftale med IndiGo
Norse Atlantic indgik i 2025 aftaler med IndiGo om i alt seks Boeing 787-9, der skulle understøtte det indiske flyselskabs internationale ekspansion, indtil selskabet kunne tage sine egne Airbus A350-fly i brug.
I begyndelsen af juni meddelte IndiGo, at det første fly ville blive returneret ved udgangen af august som følge af lukningen af ruten til Manchester. Den 31. juli blev det derefter offentliggjort, at samarbejdet om de resterende fem fly ligeledes ville ophøre.
Baggrunden var blandt andet de stigende brændstofpriser, luftrumsrestriktioner og længere flyveruter som følge af konflikten i Mellemøsten, der havde gjort operationerne mellem Indien og Europa mindre rentable.
Ophøret af samarbejdet var et betydeligt tilbageslag for Norse, der netop havde satset på at øge andelen af ACMI-kontrakter for at sikre mere stabile indtægter og reducere eksponeringen mod udsving i passagerefterspørgslen og brændstofpriserne. Med den nye PIA-aftale er en del af den mistede kapacitet nu genbeskæftiget, men det er endnu uvist, om Norse kan sikre tilsvarende aftaler for de øvrige fly.
Fortsat betydeligt økonomisk pres
Norse Atlantic befinder sig fortsat i en vanskelig økonomisk situation. I andet kvartal af 2026 havde selskabet en omsætning på 132 millioner dollar, hvilket svarer til 880 millioner danske kroner. Men til gengæld var der et negativt EBITDAR-resultat på 8,4 millioner dollar (56 millioner kroner), idet de høje brændstofpriser, lavere flyudnyttelse og operationelle forstyrrelser påvirkede indtjeningen.
Selskabet har derfor iværksat spareprogrammet Project Falcon, der skal reducere de årlige omkostninger med 50 millioner dollar (335 millioner kroner) fra 2027.
Samtidig har Norse været nødt til at styrke likviditeten gennem kapitaltilførsel og ny lånefinansiering. Også på aktiemarkedet har udfordringerne sat tydelige spor, idet Norse Atlantic frem til den 7. oktober har mistet omkring 92 procent af sin markedsværdi siden årets begyndelse.
Salg eller fusion er fortsat en nødvendighed
Den pressede situation har samtidig fået Norse Atlantic til at undersøge selskabets strategiske muligheder. I slutningen af juli blev det offentliggjort, at bestyrelsen havde indledt en formel proces, der kan føre til et salg af selskabet, en fusion eller et strategisk partnerskab.
Norse råder over en flåde på 12 Boeing 787-9 Dreamlinere, og selskabets fremtidige strategi bygger i stigende grad på en kombination af egne ruteflyvninger, charteroperationer og ACMI-aftaler med andre flyselskaber.
Norse Atlantic oplyser, at der fortsat føres aktive forhandlinger med andre internationale flyselskaber om yderligere ACMI-aftaler.
Relaterede artikler:
Opgiver New York: Norse lukker næstsidste USA-rute

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


