- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Aarhus Airport får rute til Warszawa-lufthavn

I det kommende vintertrafikprogram vil Ryanair tilbyde en ny rute fra Aarhus Airport til lavprislufthavnen Modlin, der ligger 37 kilometer nordvest for den polske hovedstad.

Ryanair fortsætter sin ekspansion i det vestdanske marked, og denne gang er det Aarhus Airport, der er lykkedes med at tiltrække en ny rute. 

Fra den 1. november vil Ryanair, via det polske datterselskab Buzz, tilbyde to ugentlige afgange fra Aarhus til Modlin Airport, der er en lavprislufthavn omkring 37 kilometer nordvest for Warszawa.

Der flyves på fredage og mandage. Om fredagen afgår flyet fra Warszawa-Modlin kl. 11.30 og med ankomst kl. 13.05 i Aarhus Airport. Flyet returnerer herefter kl. 13.30 og vil være fremme i den polske lavprislufthavn. kl. 15.05. Tidtabellen er lettere forskudt på mandage, hvor Boeing 737-flyet forlader Modlin kl. 11.10 og vil være fremme i Aarhus kl. 12.45. Herfra flyver det tilbage kl. 13.10 med en planlagt ankomst kl. 14.45.

”Rejsemarkedet er blevet langt mere fragmenteret end tidligere. Der er en tendens til, at danskerne tager kortere og flere ferier, og her er storbyferie et oplagt valg. Mange har allerede besøgt de klassiske storbysdestinationer, og Warszawa er et eksotisk alternativ, som er perfekt til en forlænget weekend. Aarhus Airport har foden på speederen med kurs mod et øget feriemarked, og vi er særdeles tilfredse med, at Ryanair deler vores ambition om at udvide rejsemulighederne for jyderne,” udtaler Nicolai Krøyer, administrerende direktør i Aarhus Airport.

Udpræget tovejstrafik
Det er ikke alene danske turister, der vil kunne gøre brug af ruten, men der er også en betydelig VFR-trafik (Visiting Family and Relatives, red.), idet der i Danmark er omkring 50.000 polske indvandrere og efterkommere, hvilket lufthavnen allerede har mærket effekten af på ruten til Gdansk.

”Den direkte rute til Warszawa lander også godt hos de mange danske virksomheder, hvor Polen er et nøglemarked. Samtidig er der en udpræget tovejstrafik af venner og familie i relation til den betydelige andel af polakker, som arbejder og er bosat i Østjylland. Ruten er derved et meget velvalgt supplement til Ryanair’s flyforbindelse til Gdansk,” understreger Nicolai Krøyer.

Fra Vestdanmark flyver polske LOT i forvejen til Warszawa Chopin Airport, der er byens hovedlufthavn og er placeret omkring 10 kilometer sydvest for byen. LOT flyver også fra København til Warszawa-Chopin i et tæt samarbejde med SAS.

Udover den nye rute til Warszawa-Modlin vil Ryanair i det kommende vintertrafikprogram, der træder i kraft den 31. oktober, også flyve fra den østjyske lufthavn til Gdansk, London-Stansted, Málaga, Milano-Malpensa og Riga.

 

Relaterede artikler:

Ryanair med ny rute fra Aarhus

Aarhus Airport får “ægte” Milano-rute

Aarhus Airport lander ny Riga-rute