Aarhus Airport har indgået en betinget aftale med en international investor med erfaring i lufthavnsdrift- og udvikling. Den endelige aftale ventes underskrevet i januar efter endt politisk behandling i ejerkommunerne.
Torsdag den 20. juni i år offentliggjorde Aarhus Airport årsrapporten for 2023 med et gigantunderskud på 83,2 millioner kroner, og samtidig lød det, det at lufthavnen havde fundet en international investor, som man ville indgå aftale med inden udgangen af tredje kvartal.
Nu kommer endnu en meddelelse fra lufthavnen, der fortæller, at man har indgået en betinget aftale med en ekstern international investor om en kapitalinvestering, der skal sikre den fremadrettede drift og udvikling af lufthavnen.
Det fremgår dog ikke, om det er føromtalte investor fra juni, eller om det er en ny investor, der er kommet på banen.
“Aftalen, som er betinget af endelige aftaledokumenter, færdiggørelse af investors undersøgelse af lufthavnens forhold samt godkendelse fra politikere og relevante myndigheder, vil på sigt gøre den eksterne investor til hovedaktionær i lufthavnen,” hedder det i en pressemeddelelse.
Investor med erfaring i lufthavnsdrift- og udvikling
Endelig aftale med den nye investor ventes underskrevet i midten af januar 2025 efter en politisk behandling i byrådene i Aarhus, Norddjurs og Syddjurs kommuner, der alle fortsætter som aktionærer.
Derimod forlader den private minoritetsaktionær Staus A/S lufthavnens ejerkreds.
“Vi er begejstrede for at have indgået en aftale med en meget kompetent international investor, der ikke alene stiller kapital til rådighed, men også bidrager med meget stor erfaring, indsigt og ekspertise i lufthavnsdrift og -udvikling,” udtaler bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen.
Bestyrelsesformanden ønsker dog endnu ikke at sætte navn på den nye investor, da man ønsker, at den politiske behandling først skal gennemføres.
Ingen penge til gammel gæld
Det betyder samtidig, at Aarhus Kommune ikke får de 252 millioner kroner tilbage, som lufthavnen skylder kommunen fra et lån på 200 millioner kroner samt den meget omtalte rentehenstand, der ikke har været godkendt i byrådet.
“Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at finde en investor, der vil komme med nye penge for at betale gammel gæld. Det er helt umuligt at få en investor til at putte penge i lufthavnen, hvis ikke pengene skal gå til fortsat udvikling og drift,” siger Lars Dige Knudsen til Din Avis Aarhus Onsdag.
Relaterede artikler:
Aarhus Airport: Vi har fundet en investor