Ældre fly vikarierer for Dreamlineren

Verdens otte operatører af de knap 50 Dreamliner-fly, der har fået flyveforbud, har blandt andet indsat ældre Boeing 767’ere som vikarer. Kun få ruter er direkte aflyst.

Sidste uges flyveforbud til alle knap 50 Boeing 787 Dreamliner-fly over hele verden har skabt travlhed ide berørte luftfartsselskabers operationsafdelinger. For livet går videre, og flyvninger skal gennemføres selv om det ikke bliver med de nye drømmefly.

Hos den eneste europæiske operatør af flyet, LOT, var man så uheldig, at selskabet kun nåede at gennemføre premiereflyvningen fra Warszawa til Chicago. Flyet havde været indsat på enkelte ben på selskabets europæiske ruter i december og januar. Men den egentlige langdistancepremiere blev en amputeret begivenhed. For da polakkerne skulle til at sætte næsen hjemad igen, havde flyet fået flyveforbud.

Nu må passagererne tage til takke med LOT’s ældre Boeing 767-maskiner, som 787’eren ellers var en længe ventet afløser for. LOT er dog optimistiske og har indtil videre kun planlagt at operere 767’eren frem til den 23. januar.

Det samme gør sig gældende for de fleste andre af de i alt otte Dreamliner-operatører. Det viser en opgørelse fra Airline Route. Selskaberne nøjes med at melde flyændringer ud for få dage frem i tiden. Kun United Airlines har allerede nu besluttet, at bruge andre fly på sine langdistanceruter helt frem til den 16. februar. Her indsættes Boeing 777-200ER.

På mange ruter hos de berørte selskaber må passagererne se de nye og topmoderne Dreamliner-fly udskiftet med ældre Boeing 767-fly, som ofte har 20 år eller mere på bagen. ANA, Japan Airlines, Ethiopian og LOT har set sig nødsaget til at kalde på hjælp fra de ældre fly.

På trods af den meget pludselige opståede situation, så aflyser selskaberne kun meget få ruter.

Paris og London på kortet
Efter en sløv start er der kommet stadig flere Dreamliner-ruter til europæiske lufthavne. Den mest besøgte er Frankfurt, hvortil både Air India, ANA, Ethiopian og Japan Airlines flyver med Dreamlineren. Men også lufthavne som Rom, Paris Charles de Gaulle, München og London Heathrow er på det seneste kommet på Dreamliner-kortet.

Den 25. februar er det meningen, at Helsinki bliver den første nordiske lufthavn til at tage imod et Dreamliner-fly i fast rutefart, når Japan Airlines åbner en ny rute til det finske. Men flyveforbuddet gælder også de fly, som ruller ud fra Boeings samlebånd. De kan ikke blive testfløjet, og derfor bliver leveringen af flyene til operatørerne også forsinket. Det er derfor ikke usandsynligt, at ankomsten af Dreamlineren til Helsinki bliver udsat. Også selvom Boeing måske har fået 787’erne på vingerne igen om få uger.

Polske LOT har været nødt til at genindsætte gamle Boeing 767-fly på ruten fra Warszawa til Chicago efter at selskabets Dreamliner-fly fik flyveforbud efter kun én enkel flyvning på ruten. Foto: LOT