British Airways besluttede i juli at pensionere hele flåden af Boeing 747 som følge af coronakrisen, og tirsdag bliver den første sendt til ophug i Spanien.
Boeing 747 er nærmest synonym med British Airways, der på et tidspunkt opererede hele 57 af slagsen. Men den ikoniske flytype er nu på vej ud af den britiske flåde.
I juli meddelte British Airways, at samtlige af de 31 tilbageværende jumbojetter bliver pensioneret før end planlagt som følge af konsekvenserne ved coronapandemien. Den lave efterspørgsel og de høje omkostninger ved at operere flyet sender nu Boeing 747-400 – også kendt som ”Queen of the Skies” – ud af flåden.
Den første af de 31 jumbojetter, der sendes til ophugning, er flyet med registrering G-CIVD. Flyet er 25 år gammelt, og dets første flyvning med British Airways var 14. december 1994. Flyet letter tirsdag 18. august klokken 09.00 lokal tid fra London Heathrow. Rutenummeret er BA9170E, og destinationen er Castellón-Costa Azahar Airport på den spanske østkyst.
Flyets sidste flyvning med passagerer var 18. april 2020, da det var en tur i Lagos i Nigeria for at hente strandede britiske statsborgere hjem under coronakrisen.
Jumbojet gav særlige oplevelser
G-CIVD var indrettet med i alt 345 sæder – herunder 14 i First, 52 i Club (business class), 36 i World Traveller Plus (premium economy) samt 243 sæder i World Traveller (economy). Boeing 747’eren nåede at flyve 115.276 timer, gennemføre 13.364 flyvninger, mens det blev til over 80 millioner fløjet kilometer.
Det er med stor vemod, at British Airways tager afsked med de ikoniske dobbeltdækkerfly startende med G-CIVD.
“Vi alle i British Airways og mange af vores kunder har gode minder og specielle øjeblikke fra vores rejser med den ikoniske jumbojet,” siger Al Bridger, direktør for flyoperationer i British Airways.
”Som en pilot, der var heldig at få lov at flyve flyet, var dets store skala helt uforglemmelig; man så bogstaveligt talt ned på andre fly. Flyet forandrede luftfarten for evigt, da det ankom på himlen. Jeg ved, at jeg taler for vores kunder og det globale luftfartssamfund, når jeg siger – selvom vi med rette flytter os til mere bæredygtige flyveformer – at vi stadig vil savne 747 meget.”
Er overgået til A350 og Boeing 787
Jumbojetterne hos British Airways bliver faset ud fire år før planlagt. En afsked med flyene er dog nødvendig for, at det britiske flyselskab kan nå målet om at blive emissionsfri i 2050.
Boeing 747 har tabt terræn til tomotorede og mere moderne langdistancefly, der er op til 25 procent mere brændstofeffektive. British Airways erstatter også deres gamle Boeing 747’ere med tomotorede Airbus A350 og Boeing 787 Dreamliner, som selskabet har henholdsvis seks og 32 af.
Under coronakrisen har flere flyselskaber meddelt, at der sker en tidligere pension af Boeing 747 end planlagt. Både Virgin Atlantic og Qantas har således sagt farvel til denne flytype. Kun 13 flyselskaber i verden opererer stadig Boeing 747 – herunder Lufthansa, der råder over ni Boeing 747-400 og 19 af den nyeste jumbojet-version, 747-8.
Relaterede artikler:
British Airways sender Boeing 747 på pension