(Foto: Air France)

Air France fylder 80

I dag, for 80 år siden, besluttede de fire største franske flyselskaber at slå sig sammen og dannede derved Air France – et af verdens største flyselskaber.

Air France er i dag blandt de største flyselskaber i verden, og den position indtog det allerede ved stiftelsen for 80 år siden. Selskabets rødder strækker sig helt tilbage til 1919, men det var først den 7. oktober 1933, at Frankrig fik den flag carrier, vi kender i dag.

De indledende år var en stor udfordring for Air France. Selskabet blev dannet i en fusion af de fire største flyselskaber i Frankrig: Air Orient, Air Union, CIDNA og SGTA, i et strategisk forsøg på at sikre fransk luftfartsindustri. Tilsammen havde de fire selskaber 259 fly fordelt på 31 typer. Det tog fem år at bringe den enorme flåde ned på 100 fly og tre flytyper.

I årene efter nåede Air France at opbygge et verdensomspændende rutenet. En af destinationerne var Indonesien. Det tog seks dage med 16 stop at flyve dertil, og billetprisen svarede til 33.750 kroner i dag. Kort efter brød Anden Verdenskrig ud, hvilket satte et brat stop for næsten alle Air Frances aktiviteter.

Ekspansion og jetalder
Efter krigen blev Air France statsejet og kort efter kom der igen luft under vingerne på selskabet. I 1946 blev ruten Paris – New York lanceret med DC-4-flyet, Ciel d’Île-de-France. Flyet havde plads til 33 passagerer og med to ugentlige flyvninger samt en rejsetid på 23 timer og 45 minutter blev ruten straks en succes. DC-4’eren blev siden erstattet med Lockheed L-049 Constellation, der blev et vigtigt fly for Air Frances langruteekspansion.

I 1953 gik Air France som et af de første flyselskaber ind i jetalderen med lanceringen af Comet 1. Det blev dog først med Caravellen og Boeings 707, at jetrevolutionen for alvor rullede ind hos Air France.

I starten af 1960’erne havde Air France så meget fart på udenrigsaktiviteterne, at indenrigsmarkedet var blevet voldsomt nedprioriteret – eksempelvis var det hurtigere at komme fra Paris til Marrakech i Marokko end Toulouse i Frankrig. Den franske stat så sig derfor nødsaget til at oprette et nyt flyselskab – Air Inter – hvis formål blev at fokusere på indenrigsmarkedet. Air Inter blev i 1990 integreret i Air France.

Jumbojetten og Concorden
I takt med at flere og flere fik råd til at rejse, modtog Air France i 1970 sit første Boeings 747-fly med plads til over 400 passagerer. Fire år senere flyttede selskabet sine aktiviteter fra Paris Orly-lufthavnen til den spritnye Charles de Gaulle-lufthavn, som var blevet opført for at imødekomme den hastigt voksende passagertrafik.

I 1976 revolutioneredes forståelsen af, hvad det ville sige at rejse med fly endnu engang, da Air France simultant med British Airways introducerede Concorden. Med en topfart på 2.145 kilometer i timen kunne ruten Paris – New York klares på blot 3,5 time. Det blev dog ruten Paris – Dakar – Rio, som blev lanceret først, da de amerikanske myndigheder i første omgang ikke ville tillade det supersoniske fly på amerikansk grund.

I 1999 indgik Air France sammen med Delta Air Lines et nært samarbejde, som året efter førte til stiftelsen af SkyTeam, sammen med Aeroméxico og Korean Air. Formålet var ganske enkelt at styrke selskabernes interesser i det nyligt liberaliserede luftrum mellem USA og Europa.

Fly i jubilæumsbemaling
Den skærpede konkurrence fik i 2004 Air France til at indgå i en fusion med KLM for at styrke begge selskabers position i det europæiske marked. Til trods for et vedholdende fokus på høj service og all inclusive-koncepter valgte Air France-KLM i 2007 at lancere lavprisselskabet Transavia France for at få andel i et hastigt voksende lavprismarked.

To år efter, i 2009 blev Air France det første europæiske flyselskab til at tage Airbus A380’eren i brug. Selskabet råder i dag over otte fly af denne type i en flåde på i alt 110 langdistance-fly og 146 mellemdistance-fly. Derforuden kommer 126 kortdistance-fly i datterselskaberne HOP! og CityJet. Air France flyver til 200 destinationer, med Kuala Lumpur, Montevideo og Panama City som værende de nyeste.

I anledningen af jubilæet præsenterer Air France i dag to nymalede Airbus-fly – et A320-fly og et A380-fly – i en særlig jubilæumsbemaling, der skal flyve med selskabet i hele jubilæumsåret.

Billeder: Boeing 707, Concorde og Lockheed L-049 Constellation. Foto: Air France.