Air France investerer i kunderne

Air France kunne i går offentliggøre investeringer på flere hundrede millioner euro, der skal forbedre selskabets langdistanceprodukt samt generelt sikre en bedre kundeoplevelse. Nye navne på kabineklasserne er også introduceret.

Air France kunne i går i Paris på den store franske rejsemesse IFTM-Top Resa afsløre en kommende investering på flere hundrede millioner euro, der skal styrke selskabets produktprofil.

Det er den nye strategiplan Transform 2015, der giver råderum til at investere i kundeoplevelsen.

Air France vil først og fremmest indrette nye First Class og Business Class kabiner på langdistanceruterne. Det handler om sædekomfort og måltider ombord, og første skridt vil blive taget i 2014, når Boeing 777-flyene vil være de første, der får et nyt kabinedesign.

Det har været vigtigt for Air France at involvere kunderne i processen med at definere det fremtidige serviceniveau. Derfor har et stort panel af hyppigt rejsende igennem de seneste mange uger været en del af et stort panel, der har givet deres forventninger og holdninger til kende omkring selskabets produkt.

“Med denne ambitiøse investeringsplan, demonstrerer vi med tydelighed, at kundetilfredshed skal være hjertet i den fremtidige strategi. Innovative nye tiltag vil blive introduceret i de kommende måneder til at komplementere disse projekter. Hele vort selskab er fuldt ud mobiliseret til at genskabe vort kundetilbud på det bedst mulige globale niveau og genvinde vores ledende position i markedet,“udtaler koncernchef Alexandre de Juniac i en pressemeddelelse.

Nye navne på kabineklasser
Samtidig med offentliggørelsen af de kommende produktforbedringer har Air France taget initiativ til at ændre de franske navne på kabineklasserne. De har ikke altid været lige nemme at huske eller udtale for ikke-fransktalende rejsende.

Selskabets førsteklasse-produkt vil dog stadig hedde La Première. Affaires-klassen hedder fremover Business, mens mellemklaserne Alizé og Premium Voyageur ændres til Premium Economy. Økonomiklassen, der hidtil har heddet Voyageur, vil fremover hedde Economy.

Dermed har Air France taget et stort skridt i retning af at skabe en mere international profil, således at selskabet kan blive kendt for andet og mere end at være et fransk flyselskab.