airBaltic indgår samarbejde med Turkish Airlines

Lettiske airBaltic har netop indgået en samarbejdsaftale med Turkish Airlines, der giver airBaltic mulighed for at tilbyde flyforbindelser til destinationer i Tyrkiet og Mellemøsten. Aftalen kommer i forlængelse af et overbevisende regnskab for 2010 med en passagervækst på 16 procent.

Som passager hos airBaltic bliver der nu et større udvalg af destinationer af vælge imellem, efter at airBaltic har indgået en såkaldt special prorate-aftale med Turkish Airlines. Aftalen indebærer, at airBaltics passagerer kan bestille billet til en række nye destinationer, som Turkish Airlines i forvejen flyver til.

Med den nye aftale kan airBaltics passagererflyve til11 nye indenrigsdestinationer i Tyrkiet, herunder bl.a. Adana, Samsun, Trabzon og Elazig. Derudover er der mulighed for at benytte 20 destinationer i Mellemøsten og Afrika såsom emiratet Abu Dhabi, Cairo i Egypten, Teheran i Iran, Kuwait City i Kuwait og Khartoum i Sudan. Med disse nye destinationer udvider airBaltic sit rutenet markant, efter at selskabets egne operationer har været begrænset til Norden, Europa, de baltiske lande og Rusland.

”Vi er glade for, at denne aftale vil give os mulighed for at tilbyde attraktive billetpriser for flyvninger til destinationer i Mellemøsten og Afrika, mens Turkish Airlines’ passagerer modsatvil finde det bekvemt at rejsevia Riga til en række af vore destinationer,” siger airBaltics kommercielle chef, Tero Taskila.

Foruden den nye samarbejdsaftale med Turkish Airlines, der har et vækstpotentiale for airBaltic, viser nye tal, at selskabet kom pænt ud af 2010 med en fremgang i antallet af passagerer på 16 procent sammenlignet med 2009. I alt rundede airBaltic mere end 3,2 mio. passagerer i 2010, og alene i årets sidste måned, december, fløj selskabet med tæt på 210.000 passagerer, der dog er en tilbagegang fra december 2009 på fire procent.

airBaltic var indtil januar 2009 delvist ejet af SAS-gruppen, hvorefter den lettiske stat overtog det fulde ejerskab. Fra Danmark er det muligt at flyve fra Billund og København til hovedstaden Riga, hvor selskabet har sin base.

Foto: airBaltic indgår billetteknisk samarbejde med Turkish Airlines.