Airberlin Boeing 737-800.

airberlin-gruppen satser stort i Skandinavien

Trods igangsættelse af en omfattende spareplan med rutelukninger og reduceret kapacitet vil airberlin-gruppen øge trafikken til Skandinavien i sommerfartplanen 2012. Ekstra daglige frekvenser indsættes til fire skandinaviske destinationer samt en ekstra daglig forbindelse mellem København og Wien for datterselskabet NIKI.

Tysklands næststørste luftfartsselskab airberlin har netop offentliggjort den nye strategi- og spareplan “Shape & Size“, der skal bringe selskabet tilbage med overskud efter nogle år med røde tal.

Shape & Size planen handler blandt andet om at tage otte fly ud af produktionen samt reducere den udbudte sædekapacitet med 1 million sæder i løbet af vinterfartplanen 2011/12.

Derimod ønsker airberlin at satse kraftigt på selskabets “hubs“ i Berlin, Düsseldorf og Palma de Mallorca.

Det indebærer eksempelvis, at airberlin i sommerfartplanen 2012 opgraderer fra to til tre daglige frekvenser på ruterne mellem Berlin og henholdsvisKøbenhavn, Stockholm, Gøteborg og Oslo.

Men ikke nok med det. Datterselskabet NIKI Luftfahrt GmbH (49,9 %), der er en del af airberlin-gruppen,øger også på selskabets flyvninger mellem Wien og København. Fra sommerfartplanen øges fra to til tre daglige afgange.

Den markante satsning i Skandinavien markerer samtidig et strategiskifte. airberlin har valgt at lukke ruter fra en del regionale lufthavne i Tyskland for i højere grad at koncentere kræfterne om trafikken til og fra de store hubs – herunder Berlin.

I midten af 2012 indtræder airberlin i Oneworld-alliancen samtidig med åbningen af Flughafen Berlin Brandenburg Willy Brandt. Det betyder, at airberlin i større omfang vil transformeres fra at være et “point-to-point“ selskab til et rendyrket netværksselskab.

Det er i dette lys, at man skal iagttage satsningen i trafikken mellem Berlin og de fire skandinaviske destinationer. Det handler således ikke om lokaltrafik, men i højere grad om at føde passagerer ind til det nye trafikknudepunkt i Berlin.

Med den nye storlufthavn i Berlin får de Lufthansa-dominerede hubs i Frankfurt og München større konkurrence, ligesom Københavns Lufthavn formentlig også vil kunne mærke, at en ny international storlufthavn er under opbygning under 400 kilometer syd for København.