Torsdag den 1. januar kl. 02.35 gik det første fly i luften under det nye Alitalia, der har fået Etihad Airways som medejer. Nye ruter og en strømligning af flyflåden venter forude.
Den 1. januar 2015 blev endnu en skelsættende dato for det italienske flyselskab Alitalia siden etableringen i 1946. Få timer før newyorkerne og turisterne kunne fejre nytåret på Times Square i New York, lettede det første Alitalia-fly i version 3.0 fra J.F. Kennedy-lufthavnen med kurs mod Milano..
Flyvningen blev gennemført med et Airbus A330-fly i den særlige bemaling med Expo Milano 2015 logoet, og kl. 10.40 den 1. januar landede flyet i Malpensa-lufthavnen udenfor Milano.
Det nye Alitalia har Abu Dhabi-baserede Etihad Airways som aktionær med 49 procent af aktiekapitalen, mens italienske investorer ejer de resterende 51 procent. Det mellemøstlige flyselskab investerede 387,5 mio. euro – eller godt 2,9 mia. danske kroner – gennem en kapitalforhøjelse i selskabet.
Selskabets nye navn er Alitalia SAI (Società Aerea Italiana) og afløser Alitalia CAI (Compagnia Aerea Italiana), der blev etableret på resterne af det oprindelige Linee Aeree Italiane S.p.A., der daterer sig tilbage til 1946.
I slutningen af 2008 gik det oprindelige Alitalia nemlig konkurs, og italienske investorer købte sammen med Air France-KLM varemærke og rettigheder ud af boet og gik i luften med Alitalia version 2.0 den 12. januar 2009.
Nye ruter og færre flytyper
Alitalia-gruppens selskaber flyver i dag til 83 destinationer, hvoraf de 26 er i Italien, mens 57 er i resten af verden. Selskabet betjener 124 ruter på samlet 3.650 flyvninger om ugen.
På langdistanceruterne tilbyder Alitalia tre klasser, henholdsvis Magnficia (Business), Classica Plus (Premium Economy) samt Classica (Economy).
Flåden består af 118 fly, hvor hovedparten er Airbus-mellemdistancefly af typerne A319/A320 og A321. Langdistanceflåden består af både Boeing 777-fly og A330-fly, mens de regionale ruter betjenes med de brasilianske Embraer E175 og E190 fly. Fra vintertrafikprogrammet 2015/16 reduceres flåden til af bestå af blot fire flytyper for at skabe en mere omkostningseffektiv operation.
“Vi kan nu fejre begyndelsen for det nye Alitalia. Vi ved, at vi har meget arbejde at gøre, og vi vil gøre det hurtigt. I foråret vil Altialia genoptage flyvningerne til Kina, og i løbet af 2015 vil vi øge antallet af afgange til Nordamerika og Latinamerika. Vi vil udvikle en række nye destinationer, nye produkter og en flåde med flere langdistancefly, ny bemaling samt nye opgraderede kabiner,“ udtaler Alitalias koncernchef Silvano Cassano i en pressemeddelelse.