Det amerikanske lavprisflyselskab Allegiant afviser, at det har problemer med sikkerheden. Foto: Tomás Del Coro

Amerikansk flyselskab afviser sikkerhedsproblemer

Amerikanske Allegiant Air, der overtog hovedparten af SAS MD-83´erne, tilbageviser anklager om, at det skulle være problemer med flyvesikkerheden.

Et amerikansk tv-program ved navn 60 Minutes rettede den 15. april en hård kritik mod Allegiant, der er et stort lavprisflyselskab i USA med hovedbaser i Las Vegas og Phoenix.

Beskyldningerne i tv-programmet byggede på historier fra avisen Tamba Bay Times i Florida, hvor der er i slutningen af 2016 blev udgivet historier, hvor Allegiant blev udsat for kritik. Det skriver Air Transport World.

Historierne stillede spørgsmålstegn ved Allegiants operationelle formåen, og avisen bragte dokumentation fra FAA-rapporter (Federal Aviation Administration, red.) og andre dokumenter. Dokumentationen viste, at Allegiant havde haft et usædvanligt højt antal af hændelser og store vedligeholdelsesproblemer.

“Groft vildledende historie”
60 Minutes har således senest pustet til ilden ud fra dokumentationen fra Tamba Bay Times, og det har fået Allegiants vicedirektør, Eric Gust, til at reagere.

”Jeg er rasende og forbløffet over den uansvarlige, groft vildledende historie, der blev sendt af CBS’ 60 Minutes. Historien er forældet og har ingen lighed med det Allegiant, jeg kender. Historien viser en virkelig foruroligende misforståelse af FAA’s strenge tilsyn med Allegiant og alle andre amerikanske flyselskaber,” siger han ifølge Air Transport World.

Det Las Vegas-baserede flyselskab fik dengang øget tilsyn fra FAA. De amerikanske luftfartsmyndigheder valgte også at foretage en såkaldt CHEP, Certificate Holder Evaluation Process, i 2016, selv om en sådan proces først stod til gennemførelse i 2018. Den foretages hvert femte år og er en granskning af, hvorvidt et flyselskab overholder føderale bestemmelser, ligesom den søger at finde eventuelle risici ved sikkerheden.

CHEP-evalueringen tog 11 uger og blev afsluttet i juni 2016. FAA fandt en række proceduremæssige problemer og mindre uoverensstemmelser i flyselskabets drift. Men der blev ikke fundet større systemiske eller regulative problemer. Allegiant udtalte sig om de problemer, FAA fremhævede, og flyselskabet beskrev dem som ”ikke ualmindelige at opdage”.

Langt færre hændelser
Noget tyder på, at Allegiant har fået mere styr på sikkerheden, hvis man vurderer ud fra antallet af hændelser. FAA-data afslører, at antallet af hændelser pr. 1.000 operationer i et halvt år op til den 31. marts 2018 var under halvdelen af, hvad der blev rapporteret af hændelser i 2015. Omdirigeringer, sikkerhedslandinger og problemer med passagerer er blandt de registrerede hændelser.

2015 var således at vanskeligt år for Allegiant med mange hændelser. Tre af hændelserne omhandlede sikkerhedslandinger i St. Pete-Clearwater International Airport, og alle sammen skete i juni og juli i det pågældende år.

Senere samme sommer var et MD83-fly på randen af at løbe tør for flybrændstof, da det skulle lande i Fargo’s Hector International Airport i North Dakota på en flyvning fra Las Vegas. Lufthavnen var tilsyneladende blevet lukket grundet militærøvelse, men passagerflyet fik alligevel trumfet igennem, at det skulle lande. Der var brændstof til tre-fire minutter mere.

Omkring hvert fjerde af Allegiants 100 fly er en MD-83 med en gennemsnitsalder på 28 år, hvoraf hovedparten tidligere har fløjet for SAS.

 

Relaterede artikler:

For dyrt at bruge gamle SAS-fly

Allegiant-fly tæt på at løbe tør for brændstof

Jet Time-fly landede med for lidt brændstof

Sidste SAS MD-80´ere skrottes om 18 måneder