Problemerne tårner sig op for Norwegian. Nu vil det amerikanske transportarbejderforbund TTD have stoppet det norske lavprisflyselskabs ansættelsesmodeller på flyvningerne mellem Europa og USA.
Det er ikke kun på det hjemlige skandinaviske marked, at Norwegian møder kritik af sin forretningsmodel med beskæftigelse af besætninger fra tredjemarkedslande på kontraktansættelser med vikarbureauer.
Nu er de amerikanske fagforeninger også begyndt at røre på sig. Det er det store transportarbejderforbund TTD (Transportation Trades Deparment), der i en resolution dateret den 29. oktober fordømmer Norwegians ansættelsesmodeller. TTD har blandt sine 32 medlemmer Air Line Pilots Association, Association of Flight Attendants-CWA, National Air Traffic Controllers Association samt Transport Workers Union of America og repræsenterer flere millioner transportarbejdere.
TTD mener, at Norwegians ansættelsesmodeller vil udgøre en trussel for ansatte i den amerikanske luftfartsindustri og beskylder Norwegian for at basere sin forretning på “forum-shopping“, der handler om bevidst at etablere sig med baser i de lande, hvor de lovmæssige vilkår vil være mest fordelagtige for at kunne undgå et traditionelt omkostningstungt arbejdsgiveransvar.
“TTD har tidligere advaret mod virkningerne af en uansvarlig liberalisering i international luftfart. Mens vi støtter afbalancerede aftaler, der kan udvide internationale muligheder for amerikanske luftfartsselskaber, vil vi fortsætte med at afvise bestræbelser, der søger liberalisering for enhver pris og uden tilstrækkelig beskyttelse og meningsfulde nettofordele for arbejderne repræsenteret af TTD´s fagforeninger,“ hedder det i resolutionen fra det amerikanske transportarbejderforbund.
TTD mener, at Norwegian har udviklet en forretningsmodel, der er designet til at udnytte den europæiske luftfarts- og arbejdskraftslovgivning med henblik på at kunne underminere kollektive aftaler for piloter og kabinepersonale hos det norske lavprisflyselskab.
Krigserklæring fra amerikanske fagforeninger
I 2010 blev der forhandlet en såkaldt “Open Skies“ aftale på plads mellem USA og EU og dermed også Norge som et EØS-land. TTD mener, at aftalen blev forhandlet i god tro og med fælles engagement fra begge sider med henblik på at beskytte interesserne for medarbejdere i luftfarten i såvel USA som EU.
“Målet her er klart. Norwegian bruger EU´s luftfartslovgivning til effektivt at shoppe rundt efter de love og regler om arbejdskraft, der passer med til selskabets bundlinje. Det sker ved hjælp af en ‘Flag of Convenience“ strategi på bekostning af rimelige arbejdsvilkår. Udover at udsætte sin egen arbejdsstyrke for lønninger og arbejdsforhold under under standard, truer Norwegians model også den ansatte i den amerikanske luftfartsindustri. Ved at kunne sænke lønomkostningerne dramatisk vil Norwegian underbyde de amerikanske luftfartsselskaber og deres ansatte, der er beskæftiget i samme markeder, med mere end 50 procent,“ skriver Transportation Trades Department i resolution nummer F13-09.
Der vil derfor være udsigt til, at Norwegian kan risikere at få problemer med sine operationer, der indtil videre omfatter New York, men i løbet af det næste halve år også vil inkludere Fort Lauderdale, Orlando, Oakland og Los Angeles. TTD har nemlig ikke tænkt sig at se gennem fingre med, at det norske lavprisflyselskab ifølge deres opfattelse vil forsøge at stjæle amerikanske jobs gennem sin amerikanske ekspansion.
“TTD og dets partnere vil gøre alt i vores magt for at bekæmpe den udnyttende og undvigende taktik, der anvendes af Norwegian. Ordningen skal forhindres, og virksomheden skal stoppes i at omgå sine forpligtelser omkring arbejdskraft- og luftfartslovgivning og ustraffet afsøge hele kloden for billig arbejdskraft,“ hedder det i den kontante krigserklæring fra det amerikanske transportarbejderforbund.
Foto: Det amerikanske transportarbejderforbunds TTD´s formand Ed Wytkin vil stoppe Norwegians ansættelsesmodeller på flyvningerne fra Europa til USA.