Amerikanske piloter angriber Norwegian på hjemmebane

Flykaptajn Lee Moak, der er formand for 50.000 amerikanske piloter, ankommer i dag til Oslo, hvor han de næste par dage sammen med en lang række pilotorganisationer vil forklare sin modstand mod Norwegians irske model.

Radisson Blu Plaza Hotel i Oslo vil fra i dag og de kommende dage danne rammen om et historisk topmøde med alle de betydende pilotorganisationers førstemænd.

I topmødet deltager blandt andet European Cockpit Association (ECA), der repræsenterer over 38.000 piloter i 37 lande. Herudover vil organisationens pendant i USA, Air Line Pilot Association (ALPA), der har over 50.000 piloter som medlemmer, også deltage i Oslo-mødet sammen med en række andre pilotorganisationer, som for eksempel SWAPA, FedEx, TTD (AFL-CIO) tilsammen med formænd for nationale pilotorganisationer fra det meste af Europa

Delegationen fra ALPA, der er verdens største pilotorganisation, ledes af den magtfulde formand, flykaptajn Lee Moak, der har stået i spidsen for de amerikanske piloter siden den 1. januar 2011. Lee Moak blev medlem af ALPA i 1988, da han fløj Boeing 767 hos Delta Air Lines.

“Dette er et unikt møde både i form af deltagelse og agenda. Der vil blive afholdt møder med norske interessenter i luftfartsindustrien som det norske Samferdselsdepartementet, NHO Luftfart, LO, den amerikanske ambassade samt norske stortingsrepræsentanter,“ fortæller Jack Netskar, der er International Director i Norsk Flygerforbund, der er vært for mødet.

Den direkte anledning til mødet er den aktuelle situation med Norwegians irske datterselskab, Norwegian Air International, der har søgt om trafikrettigheder til USA. Sagen omkring Norwegians operationsmodel har ifølge Norsk Flygerforbund åbnet op for, at der er behov for at sætte dette på den globale luftfartspolitiske dagsorden for at sikre, at intentionerne i “open skies“ aftalen mellem EU og USA bliver opfyldt.

“Luftfartsindustrien har bevæget sig i en retning, hvor det hele snart kun drejer sig om pris, men luftfart er meget mere end billige billetter Det handler om udvikling af infrastruktur, samfundsansvar, flyvesikkerhed, nationernes kompetence og beredskab blot for at nævne nogle områder. Vi mener bestemt, at krigen om den sidste 50 kroner bliver meningsløs i den store sammenhæng, og det må politikere og besluttende myndigheder tage alvorligt,“understreger Jack Netskar.

ALPA: Unfair konkurrence fra Norwegian
Ifølge den amerikanske pilotorganisation ALPA vil en godkendelse til Norwegians irske driftsselskab, Norwegian Air International Limited, betyde, at amerikanske flyselskaber bliver udsat for unfair konkurrence på grund af den særlige operationsmodel. Derfor har ALPA opfordret det amerikanske transportministerium til at afvise Norwegians ansøgning.

“Hvis Norwegian får tilladelse til at vælge og vrage mellem de lande, hvor selskabet etablerer datterselskaber og beskæftiger sine flybesætninger, vil amerikanske flyselskaber blive ringere stillet i konkurrencen, fordi USA har et sæt af love og regler for alle sine flyselskaber. Luftfartsaftalen mellem EU og USA var aldrig tiltænkt at tillade denne form for ordning,“ skrev Lee Moak i ALPA´s begrundelse til det amerikanske transportministerium.

Udover indsigelsen til det amerikanske transportministerium har ALPA også rettet henvendelse til de irske myndigheder om at afvise Norwegians ansøgning om en driftstilladelse (Air Operators Certificate, red.).

“Irland bør ikke gøre sig medskyldig i Norwegian Air Internationals forsøg på at omgå reglerne,“ siger ALPA-formanden.

Da CHECK-IN.dk i fredags havde kontakt med Norwegian, kunne det norske flyselskab afsløre, at der var bevægelse i dialogen med de irske myndigheder.

“Der kommer til at ske meget i de kommende uger. Vi har positive signaler fra de irske myndigheder,“ siger Norwegians kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik.