SAS Boeing 737-800 i jubilæumsbemaling. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

Analytiker: SAS vil finde nye måder at sænke omkostningerne

Rygter om en base i London, salg af Cimber og andre tiltag ventes at blive be- eller afkræftet, når SAS i morgen tidlig forventes at offentliggøre en strategiopdatering.

Der er mange, der med spænding ser frem til morgendagens børsmeddelelse fra SAS, hvor rapporten for fjerde kvartal af regnskabsåret 2015/16 og dermed også et årsresultat vil blive offentliggjort. Men det er ikke så meget resultatet, der fokuseres på, men i stedet hvilke initiativer SAS fremadrettet vil igangsætte for at sænke omkostningsniveauet yderligere.

Det er der nemlig blevet behov for, idet flyselskaberne over en bred kam melder om et stigende pres på billetpriserne. Det findes der principielt kun en kur imod, og det handler om, at der skal skæres i omkostningerne.

Aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank venter da også en strategiopdatering, som CHECK-IN.dk kunne afsløre for nylig.

“Efter mange år med planmæssig fremdrift i besparelsesprogrammerne, er 4XNG (seneste strategiplan fra SAS, red.) bremset op i år. Den tiltagende konkurrence får utvivlsomt SAS-ledelsen til at kigge på nye muligheder for at sænke omkostningerne. Etablering af baser i udlandet er internt kommunikeret som et fremtidigt ønske, selv om det kan virke som ‘en rød klud’” på fagforeningerne. Der er høj sandsynlighed for, at ledelsen vil lancere denne og måske an- dre strategiske muligheder eksternt i forbindelse med regnskabet,” lyder det fra Jacob Pedersen.

Vedholdende rygter om en base i London har cirkuleret igennem længere tid, selvom det ikke umiddelbart giver mening. Derimod er rygterne om etablering af en base i Baltikum mere sandsynlig, enten via eget selskab eller gennem et salg af Cimber til CityJet.

Giftig cocktail
Da SAS i sidste uge offentliggjorde trafiktallene for november måned. kunne man fornemme, at der er kommet en smule grus i maskineriet i forhold til meldingerne tidligere på året. SAS fremhævede, at brændstofpriserne var stigende samtidig med en ugunstig udvikling mellem den svenske krone og amerikanske dollars. Sammen med prispresset er det en giftig cocktail for et flyselskab, der kæmper hårdt for at opnå en tilfredsstillende indtjeningsevne.

“Den helt store udfordring i øjeblikket for SAS er prisudviklingen. Yielden er faldet med cirka 7,3 procent, og det vidner om et fortsat højt pres på SAS´ indtægter,” vurderer Sydbanks aktieanalysechef.

Sydbank venter et årsresultat for 2015/16 på 1.934 mio. svenske kroner før skat og en bundlinje på 1.226 mio. svenske kroner. Derimod er udsigterne for regnskabsåret fra 1. november 2016 til 31. oktober 2017 ikke så positive. Her forudsiger Sydbank et overskud før skat på 1.490 mio. svenske kroner og 812 mio. svenske kroner i nettooverskud.

“Efter  to  relativt  gode  år  indtjeningsmæssigt,  spidser konkurrencesituationen igen mere til. Vi forventer også et overskud før skat og engangsposter i 2016/17, og det bør prognosen afspejle. Men der bliver formentlig tale om et lavere overskud end i  2015/16,”fastslår Jacob Pedersen.

 

Relaterede artikler:

SAS-boss: Udflagning kan være en mulighed

Fokus på besparelser trods SAS-overskud

SAS gik glip af millioner ved Widerøe-salg

SAS: Over 700 mio. kroner i underskud

Første SAS-overskud siden 2007