- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Atter luftfartskonference på Christiansborg

Torsdag den 7. april samles op imod 120 repræsentanter fra dansk luftfart til en luftfartskonference på Christiansborg. Konferencen får deltagelse af både en dansk og finsk minister.

Den årlige luftfartskonference på Christiansborg, arrangeret af Erhvervsflyvningens Sammenslutning/Danish Aviation Association (ES-DAA) i samarbejde med den tidligere transportminister Hans Christian Schmidt (V), vender tilbage.

Det sker torsdag den 7. april, hvor den historiske bygning på Slotsholmen danner rammen om en konference, der blandt andet vil berøre dansk luftfarts fremtid og klimaudfordringerne.

Konferencen blev sidste gang afholdt i 2019, men det planlagte arrangement den 4. november 2020 og igen den 19. januar 2022 måtte aflyses som følge af coronarestriktioner.

“Muligheden for at holde en konference under de fine rammer, som Christiansborg tilbyder, er enestående, og jeg ser frem til en god konference med mange vigtige panelindlæg og drøftelser,” siger Niels Sundberg, der er formand for ES-DAA.

Ministre fra Danmark og Finland
Når Hans Christian Schmidt på torsdag byder velkommen, så sker det foran 120 deltagere, hvoraf langt den overvejende del er fra dansk luftfart suppleret af omkring 10 folketingsmedlemmer fra op til syv politiske partier.

Til stede vil også være transportminister Trine Bramsen, der kommer på talerstolen med et indlæg, der omhandler regeringens luftfartspolitik og vurdering af dansk luftfarts fremtid.

Herudover er der også fint besøg fra Finland, idet Finlands minister for udvikling og handel, Ville Skinnari, vil bidrage med nogle synspunkter om luftfarten og klimaet i relation til bæredygtigt brændstof.

Bredt og tætpakket program
Konferencen indledes kl. 09.45, og formiddagens tema omhandler coronakrisen og kompensationsordningerne samt hvilken betydning, at det har haft i forhold til dansk luftfarts fremtid.

Eftermiddagens tætpakkede program skal blandt andet følge op på den seneste luftfartskonference, og her er der især fokus på, hvad SMV’erne mangler at få opfyldt i forhold til de satte mål.

Herefter følger et tema om klimaet, hvor finske Neste vil fortælle om produktion af bæredygtigt brændstof, og Luftfartens Klimapartnerskab vil give en status på aktiviteterne efterfulgt af en paneldebat om regeringens og klimapartnerskabets reduktionsmål.

Eftermiddagen afsluttes med en politisk debat om dansk luftfarts fremtid med forventet deltagelse af Thomas Jensen (S), Kristian Pihl Lorentzen (V), Niels Flemming Hansen (KF), Henning Hyllested (EL) samt Hans Kristian Skibby (UFG).

 

Relaterede artikler:

Luftfartens fremtid drøftes på Christiansborg

ES-DAA: Luftfartsbranchen er udfordret på sin eksistens

Stor luftfartskonference på Christiansborg