Atter passagerrekord hos Norwegian

Med tæt på 1,2 mio. passagerer i maj måned har det norske lavprisflyselskab Norwegian endnu engang slået sine egne rekorder. Væksten i maj måned er på hele 25 %, mens belægningsprocenten er uændret.

I alt 1.185.373 passagerer løste billet til Norwegians flyafgange i maj måned. Det er det højeste antal nogensinde og en vækst på 25 % i forhold til samme måned året før.

Væksten er endnu mere imponerende , når man tager i betragtning, at selskabet i maj måned året før også voksede med hele 24 %. Det er da også en glad og tilfreds koncernchef, der kunne giveen ledsagende kommentarer med til de flotte trafiktal.

“April var en særdeles udfordrende måned for Norwegian på grund af myndighedernes lukning af det europæiske luftrum. Det er derfor ekstra glædeligt, at vi nu ser en meget positiv udvikling og en meget stor passagervækst. Vi er meget tilfredse med, at vi kan fylde flyene lige så meget som sidste år taget i betragtning af, at vores fly nu er større og har flere sæder”, siger administrerende direktør Bjørn Kjos.

Belægningsprocenten på flyene er uændret på 77 % i forhold til samme måned året før. Derimod går det tilbage med den gennemsnitlige indtægt (yield´en). Den er faldet med omkring 14 % i forhold til året før. Norwegian angiver ændringer i ruteporteføljen samt indfasningen af nye større fly som årsagen hertil.

Siden maj måned sidste år har Norwegian fået 12 nye Boeing 737-800 fly, således at selskabet i dag råder over en enhedsflåde på knapt 50 fly ligeligt fordelt mellem de ældre Boeing 737-300 og de nye Boeing 737-800.

Cimber Sterling og SAS præsenterer den 7. juni selskabernes trafiktal for maj måned.

Foto: Koncernchef Bjørn Kjos præsenterer nye ruter på et pressemøde i København i november 2009.