- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Austrian-fly tæt på katastrofe

Piloterne på et Embraer-fly fra Austrian Airlines besluttede at foretage en go-around ved landing i Salzburg, men ved en fejl blev der ikke givet tilstrækkelig med gas ved manøvren.

Et fly af typen Embraer ERJ-195LR fra Austrian Airlines kunne have endt i en katastrofe den 27. oktober 2017. Det viser en netop offentliggjort havarirapport fra den østrigske havarikommission.

Flyet med registrering OE-LWJ var af sted på rute OS266 fra Frankfurt til Salzburg, da der opstod det, som er blevet kategoriseret som en ”alvorlig hændelse” ved landingen i den østrigske lufthavn. Det skriver The Aviation Herald.

Inden flyvningen tjekkede piloterne vindforholdene – herunder de såkaldte windshear-procedurer. Windshear er, når der opstår pludselige ændringer i hastighed eller retning af vinden. Dette fænomen skulle ved landingen vise sig at blive en stor udfordring.

Efter en problemfri flyvning påbegyndte flyet en ILS-indflyvning (Instrument Landing System) af bane 15 i Salzburg, og undervejs blev der passeret kraftige regnbyger. Piloterne fik ingen advarsler fra kontroltårnet eller ATIS (Automatic Terminal Information Service) om windshear under indflyvningen.

Pludselige vindforskydninger ved indflyvning
Pludselig udsendte flyets kontrolsystem dog en windshear-advarsel, der varede i otte sekunder. Advarslen kom som en overraskelse for piloterne, og fire sekunder efter, advarslen var begyndt, nåede flyet den laveste højde ved indflyvning, hvilket var cirka 650 fod (198 meter, red.) over jorden.

Flyets 44-årige kaptajn tog straks en beslutning om at foretage en såkaldt go-around. Kaptajnen skubbede begge gashåndtag frem og løftede næsen til en stilling på 13 grader. Autothruttle var slået til, men da TOGA-knapperne (Takeoff/Go-Around) ikke var trykket ned, reducerede autrothrottlen gassen igen for at opretholde den valgte flyvehastighed på 113 knob (210 kilometer i timen, red.).

Som følge af denne udvikling blev der udløst en stall-advarsel, der varede i to sekunder, og mens flyet lå i 740 fods højde (225 meter, red.). Piloterne aktiverede herefter TOGA, hvorefter flyet steg til 10.000 fod (3.048 meter, red.). TOGA blev først aktiveret 73 sekunder, efter advarslen om windshear var begyndt. TOGA er en form for go-around-knap, der giver motorerne besked på straks at give fuld gas.

Flyet positionerede sig til en ny anflyvning af bane 15 i Salzburg, hvor det landede sikkert klokken 18 lokal tid – 26 minutter efter den afbrudte landing. Samtlige 102 ombordværende slap med skrækken.

”Overraskelse og forskrækkelse”
De østrigske havarimyndigheder, SUB (Sicherheitsuntersuchungsstelle de Bundes), udgav 2. august 2021 den endelige rapport over hændelsen med Austrian Airlines-flyet ved Salzburg. Heri bliver der oplistet et par mulige årsager til, at den alvorlige hændelse fandt sted.

Rapporten finder, at piloterne afveg fra procedurer på grund af ”overraskelse og forskrækkelse” i forbindelse med windshear. Herudover er en mulig årsag også den manglende aktivering af TOGA.

En række sandsynlige faktorer til hændelsen inkluderer de samme; den overraskende og forskrækkende effekt på piloterne og procedureafvigelserne. Herudover havde vejret en indvirkning i form af windshear, skiftende medvinds-komponenter og tordenvejraktivitet i nærheden af Salzburg-lufthavnen.

 

Relaterede artikler:

Statsstøtte til Austrian kan blive med klimamål

Austrian Airlines-fly i retrobemaling

Austrian præsenterer nyt design