- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Aviator lander femårig aftale med Lufthansa

Lufthansa har valgt Aviator som nyt handlingsselskab med ansvar for flere forskellige opgaver for en række af koncernens flyselskaber i Stockholm-Arlanda. Aftalen løber i de kommende fem år.

I starten af 2019 skiftede Lufthansa handlingselskab i Københavns Lufthavn. Tidligere var det SAS Ground Handling, der varetog opgaverne for selskaberne i den tyske luftfartskoncern, men sidenhen har Aviator Airport Alliance haft ansvaret for handling af alle selskaber på nær Eurowings.

Nu overtager handlingselskabet ansvaret med flere af koncernens selskaber i endnu en lufthavn, da parterne har indgået en aftale om, at Aviator i de kommende fem år skal stå for bagagehåndtering og de-icing for Lufthansa-flyene i Stockholm-Arlanda.

Aviator Airport Alliance oplyser, at det er Lufthansa, Swiss International Air Lines samt Austrian Airlines, der føjes til selskabets kundekartotek. Modsat situationen i Københavns Lufthavn håndterer Aviator allerede handling-opgaver for Eurowings i Stockholm-Arlanda på en kontrakt, der løber frem til 2028.

Bygger videre på København-samarbejde
Den nye aftale træder officielt i kraft fra maj, og når samarbejdet går i gang til den tid, vil det konkret betyde, at Aviator skal foretage 111 flyklargøringer om ugen for Lufthansa-selskaberne i Arlanda, lyder det.

Sven Thaler, der er landechef for Lufthansa Group i den nordlige del af Centraleuropa, fortæller i kølvandet på nyheden, at den nye aftale bygger oven på de erfaringer, man har gjort sig i blandt andet Danmark.

”Efter vores succesrige samarbejde i København og Gøteborg ser vi frem til at kunne udvide vores partnerskab med Aviator i Skandinavien. Denne aftale styrker både Lufthansa-koncernens position og tilstedeværelse i Stockholm-Arlanda.”

Ser frem til langt samarbejde
Ifølge koncernchef Jo Alex Tanem fra Aviator Airport Alliance er handlingsselskabet ”begejstrede” for at byde velkommen til Lufthansa Group som ny kunde i den svenske storlufthavn.

”Vi er overbeviste om, at aftalens flerårige løbetid vil give os rig mulighed for at demonstrere, hvor engagerede vi er i at levere førsteklasses service, og vi ser frem til at opbygge et stærkt og succesfuldt samarbejde med Lufthansa.”

Aviator Airport Alliance er beskæftiget i 15 lufthavne i de nordiske lande, mens selskabet også har aktiviteter i lufthavne i blandt andet Litauen, Letland, Estland, Tjekkiet samt Ukraine.


Relaterede artikler:

Aviator og Eurowings i langvarigt samarbejde i Stockholm

SAS Ground Handling taber Lufthansa som kunde

Ryanair vælger Aviator