Airbus A320 fra Eurowings i Stockholm Arlanda Airport. (Foto: Bene Riobó | CC 4.0)

Aviator og Eurowings i langvarigt samarbejde i Stockholm

Frem til 2028 vil Aviator levere ground handling til Eurowings i Stockholm Arlanda, hvor det tyske flyselskab åbner en base i marts. De to selskaber har arbejdet sammen siden 2019.

Aviator Airport Alliance og Eurowings har indgået en længere aftale om samarbejde i Stockholm Arlanda Airport.

Således vil Aviator levere ground handling-tjenester til det tyske Lufthansa-datterselskab frem til 2028. Det bliver en udvidelse af samarbejdet, da de to parter siden 2019 har haft et partnerskab i blandt andet Stockholm, Gøteborg og Malmø.

Den nye aftale indebærer almindelig ground handling og de-icing af Eurowings-fly, som der vil være et stigende antal af i Stockholm Arlanda som følge af flyselskabets kommende baseåbning.

”Vi er glade for at styrke vores succesfulde partnerskab med Eurowings. Vi ser denne nye kontrakt som en anerkendelse af vores servicekvalitet og brancheekspertise. Vi er taknemmelige for denne vedvarende tillid fra flyselskabet og er glade for at fortsætte med at yde dem tjenester af højeste standard,” siger Jo Alex Tanem, koncernchef i Aviator Airport Alliance.

Træffer andet valg end i CPH
Med valgt af Aviator Airport Alliance i Stockholm Arlanda har Eurowings dermed valgt at gå andre veje i forhold til i Københavns Lufthavn. Her samarbejder det tyske flyselskab med SAS Ground Handling (SGH), der som bekendt også er repræsenteret i den svenske hovedstadslufthavn.

Foruden at udbyde tjenester i Stockholm Arlanda er Aviator også til stede i 14 andre nordiske lufthavne – herunder blandt andet Københavns Lufthavn. Aviator er et selskab under luftfartskoncernen Avia Solutions Group, der har hovedkontor i Limassol på Cypern.

Åbner Stockholm-base med fem fly
Den nye og langvarige aftale mellem Aviator og Eurowings er således kommet på plads måneden før det tyske flyselskabs baseåbning i Stockholm Arlanda.

I september sidste år løftede Eurowings sløret for, at det ved sommertrafikprogrammets begyndelse 28. marts 2022 vil etablere en base i Arlanda-lufthavnen. Flyselskabet vil placere fem fly i den svenske storlufthavn, og i første omgang vil der blive 20 ruter.

Fra Stockholm er der planlagt ruter til blandt andet København, Berlin, Barcelona, Gdansk og Rom-Fiumicino. Dermed får Norwegian og SAS konkurrence på ruten til København og flere af de andre, kommende Eurowings-ruter fra Stockholm Arlanda.

Dermed er Eurowings, som har hovedkontor i Køln-Bonn Lufthavn, snart klar til at flyve fra sin femte base uden for Tyskland. Flyselskabet har i forvejen baser i blandt andet Palma de Mallorca og Prag.

 

Relaterede artikler:

Officielt: Eurowings åbner stor base i Stockholm

Eurowings vil flyve mellem Stockholm og København

Eurowings-offensiv kommer til at gøre ondt på SAS