AVIS-bilen lejes i A-kiosken

A-kiosken er en ny selvbetjenings-automat med personlig betjening,der af AVIS Biludlejning er blevet opstillet i Terminal 1 i Københavns Lufthavn. I løbet af året ventes A-kioskerne at blive opstillet i mindre lufthavne og på større hoteller.

Vittige hoveder har allerede døbt den “aviskiosken“. Den står i Terminal 1 (indenrigsterminalen)i Københavns Lufthavn og får senere på året selskab af ni mere af samme slags.

Der er tale om den såkaldte “A-kiosk“, der er en selvbetjenings-automat, hvorfra man kan leje en bil udenfor biludlejningsselskabet sædvanlige åbningstid.

Det er meningen, at kioskerne skal opstilles på steder, hvor AVIS i dag ikke er repræsenteret, hvilket eksempelvis vil sige mindre lufthavne og større hoteller. “Med kioskerne kan vi hjælpe en kunde, der uden for et udlejningskontors åbningstid, havde mødt en lukket dør,“ udtaler Philip Schack, der er landechef for AVIS Biludlejning.

Ved en af A-kioskerne kan kunderne henvende sig for at få udleveret en forudbestilt bil, eller også på stedet leje en bil, få udskrevet lejekontrakt og betale på sædvanlig måde med kreditkort. AVIS hævder, at selskabets løsning adskiller sig fra konkurrenterne ved at tilbyde personlig betjening. Kunderne bliver således vejledt og betjent personligt under hele processen.

Den første A-kiosk er som nævnt opsat i Terminal 1 i Københavns Lufthavn, mens flere ventes at følge efter andre steder i landet i løbet af året.

AVIS er en af verdens største biludlejningsvirksomheder med repræsentation i 160 lande. I Danmark er AVIS blandt de største udlejningsselskaber med over 2.500 køretøjer, 29 udlejningsstationer og 145 medarbejdere.