Det nationale flyselskab fra Hviderusland overvejer at etablere en rute mellem Minsk og København. Selskabet vil benytte fly, der har fløjet for Maersk Air og Cimber.
I 2010 etablerede Belavia Belarusian Airlines en rute mellem Minsk og Skandinavien. Det var dengang Stockholm-Arlanda, der blev valgt som de skandinaviske trafikknudepunkt.
Nu kan selskabet være på vej med en rute til Københavns Lufthavn. Det rapporterer CPHtraveller.dk med det hviderussiske nyhedsbureau Sputnik som kilde.
Den økonomiske krise i Rusland har ifølge flyselskabets direktør Anatoly Gusarov fået selskabet til at vende blikket mod Vesteuropa, da det russiske marked er svækket i øjeblikket.
Der foreligger dog ingen konkrete oplysninger om, hvornår en eventuel rute til København kan være klar. Det hviderussiske selskab har tilsyneladende også planer om at åbne nye ruter til Bruxelles og München.
Tidligere danskregistreret fly
Belavia flyver i dag fire gange om ugen mellem hovedstaden Minsk og Stockholm. Der benyttes fly af typen Bombardier CRJ200 med plads til 50 passagerer.
Et af selskabets fire CRJ200-fly blev oprindeligt leveret til Maersk Air UK i år 2000. Sidenhen blev flyet indregistreret i Danmark som OY-MBI under først Maersk Air og sidenhen Cimber Air og Cimber Sterling. Belavia overtog flyet den 31. oktober 2010, hvor det sidenhen har haft registreringen EW-303PJ.
I dag er det hurtigst at flyve mellem København og Minsk via Stockholm, Helsinki, Riga eller Warszawa, hvor den hurtigste flyforbindelse er på tre timer og 30 minutter. En direkte flyvning kan gennemføres på en time og 40 minutter.
SAS åbnede den 26. august 1996 en rute fra København til Minsk med tre ugentlige flyvninger, der skulle understøtte strategien om, at Baltikum og de omkringliggende lande var en del af hjemmemarkedet for det skandinaviske flyselskab. Ruten fik dog en relativt kort levetid, hvilket også var tilfældet med ruten til Arkhanglsk, der blev åbnet fra Stockholm samme efterår.