Ejerne af flyselskabet VLM, som drev en række udenrigsruter fra Antwerpen, har besluttet at opløse selskabet.
Ejerne af det belgiske flyselskab VLM har besluttet at afvikle selskabet efter flere år med økonomiske vanskeligheder, og selskabets sidste ruter er nu indstillet.
VLM har base i Antwerpen International Airport og har gennem årene fløjet til destinationer i en række lande herfra. Tidligere i år blev VLM Airlines NV udskilt fra det oprindelige selskab. VLM Airlines NV er nu baseret i Bruxelles med andre ejere, og dette selskab er – i modsætning til VLM – ikke under afvikling, understreger selskabet over for belgiske medier.
Flere ruter lukket i august
I begyndelsen af august meddelte VLM, at det ville lukke sine ruter fra Antwerpen til Aberdeen, Birmingham, Köln-Bonn, München, Rostock og Maribor i Slovenien. Samtidig oplyste VLM, at man aflyste planerne om at åbne nye ruter fra Antwerpen til Manchester og Oostende-Brugge lufthavnen i Belgien.
I stedet ville selskabet fokusere på de to ruter fra Antwerpen til London City Airport og Zürich, ligesom man ville gå mere ind på markedet for charterflyvninger og ACMI-flyvninger. Samtidig annoncerede selskabet, at det ville begynde at udfase sin flåde på Fokker 50 turbopropfly, mens man havde planer om at indkøbe en ny flytype til levering fra andet halvår 2019.
Dengang forlød der ikke noget officielt om, at selskabet var i økonomiske vanskeligheder. I stedet begrundede VLM i en pressemeddelelse rutelukningerne med den ”dynamiske” luftfartsbranche, hvor det er er normalt, at ”destinationer og flyforbindelser konstant bliver evalueret og ændret i forhold til sæson, ruternes performance og nye muligheder, der opstår i markedet”.
Konkurs for to år siden
Men nu er det altså slut for VLM, som har haft økonomiske vanskeligheder i flere år og for to år siden blev erklæret konkurs. Dengang lykkedes det dog at få selskabet på fode igen med nye investorer, og ruten til London City Airport blev som den første genåbnet 30. oktober 2017.
VLM blev oprindeligt stiftet i 1993 med ruten til London City som den første, og selskabet har igennem årene især fokuseret på ruter med et stort grundlag af forretningsrejsende som passagerer.
Tidligere ejet af Air France-KLM
Fra 2007 til 2014 var selskabet ejet af Air France-KLM og opererede under samme brand som CityJet, der dengang ligeledes var ejet af Air France-KLM. I 2014 solgte Air France-KLM både CityJet og VLM Airlines til den tyske investorgruppe Intro Aviation.
I dag er VLM ejet af SHS Antwerp Aviation N.V., der er et datterselskab af det hollandske investeringsselskab SHS Aviation B.V., som er 60 procent ejet af hollandske investorer og 40 procent ejet af kinesiske investorer.
Relaterede artikler:
Belgisk flyselskab genopstår med store ambitioner