- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Berlin-lufthavn får lov at fortsætte

Berlin Tegel skal alligevel ikke lukkes denne måned. Efter ophævelse af rejserestriktioner er flere flyselskaber klar til at genoptage trafikken fra Berlin, og der bliver brug for Tegel-lufthavnen.

I sidste måned meddelte den tyske lufthavnsoperatør FBB, som driver lufthavnene i Berlin, at Tegel-lufthavnen ville lukke midlertidigt fra den 15. juni. Det skete for at reducere tabet i FBB under coronakrisen, hvor antallet af passagerer i Berlin Tegel på nogle dage kun har været omkring én procent af det normale på denne årstid.

Tegel-lufthavnen er i øjeblikket hovedlufthavnen i Berlin, indtil den tyske hovedstads nye storlufthavn, Berlin Brandenburg, åbner den 31. oktober. Det var oprindeligt planen, at Tegel først skulle lukke den 8. november, når trafikken fra lufthavnen var overflyttet til Brandenburg-lufthavnen.

Men coronakrisen fremskyndede lukningen, og flere iagttagere spåede, at Tegel ikke blot ville lukke midlertidigt, men være lukket permanent, da Berlins tredje lufthavn, Schönefeld, ville være i stand til at håndtere den begrænsede trafik frem til åbningen af Berlin Brandenburg.

Seksdobling af passagertallet i slutningen af juli
Nu meddeler FBB imidlertid, at man trækker lukningen af Tegel tilbage. Det begrundes med udsigten til, at der de kommende uger igen vil begynde at komme gang i flytrafikken til og fra Berlin.

”Fra midten af ​​juni stiger antallet af regelmæssige flyforbindelser fra Berlin til 40. En måned senere vil der allerede blive tilbudt 100 forbindelser. Antallet af daglige passagerer i juni stiger sandsynligvis fra de nuværende cirka 3.000 til mere end det dobbelte. I slutningen af ​​juli forventes op til 20.000 passagerer om dagen,” skriver FBB i en pressemeddelelse.

En væsentlig årsag til den markante stigning antallet af flyforbindelser er Tysklands ophævelse af ​​rejsebegrænsninger til mange lande fra midten af ​​juni.

Mindst syv selskaber klar til at genoptage flyvninger
En række flyselskaber har meddelt, at de er klar til at genoptage flyvninger fra Berlin. Det gælder easyJet, der har sin største base uden for Storbritannien i Berlin, samt Ryanair, Wizz Air, KLM, Air France, Turkish Airlines og Qatar Airways.

Endvidere vil Lufthansa-gruppen udvide sit eksisterende program fra Berlin i juli og tilbyde flere forbindelser med selskaberne Eurowings, SWISS og Austrian.

På den baggrund vil der også være brug for Tegel-lufthavnen i juli og august og frem til den 8. november 2020 som oprindeligt planlagt. FBB tilbagetrækker derfor sin ansøgning om, at lufthavnen fritages for driftsforpligtelsen.

”I slutningen af ​​juli vil vi sandsynligvis have så mange regelmæssige flyvninger igen, at begge lufthavne er nødvendige for at håndtere flyvninger under coronaforhold. Alle havde håbet, at opsvinget ville komme hurtigt, men indtil for nylig var det ikke forventet,” siger Lütke Daldrup, koncernchef i FBB.

 

Relaterede artikler:

Berlin-Tegel lukker før tiden

Lufthansa-selskaberne klar til ny Berlin-lufthavn

Storlufthavn skifter navn til Terminal 5