Berlin Tegel-lufthavnen i solskin. (Foto: Th. Voekler / Wikimedia Commons)

Berlin-Tegel lukker før tiden

Det bliver nødvendigt at lukke Berlin-Tegel i to måneder måneder, og lufthavnen når muligvis ikke at genåbne, da Berlin Brandenburg tager over i slutningen af oktober.

Den skandaleramte Brandenburg Airport i Berlin, der skulle have været åbnet i 2011, vil efter planen slå dørene op den 31. oktober, hvilket er dagen før vintertrafikprogrammet 2020/21 træder i kraft.

Det har længe været hensigten, at trafikken fra Tegel Airport skulle overflyttes fra den 1. til den 8. november, således at den nuværende storlufthavn i Berlin ville kunne lukke den 8. november ved midnatstid.

Men måske er det slut i Tegel Airport nogle måneder tidligere end ventet, for alt tyder på, at lufthavnen vil lukke midlertidigt fra den 1. juni og foreløbigt to måneder frem for at reducere tabet hos lufthavnsoperatøren FBB, der driver de to nuværende Berlin-lufthavne og den kommende storlufthavn i Brandenburg. Det skriver Berliner Morgenpost.

Taber en million euro om dagen
Beslutningen skulle være truffet på et bestyrelsesmøde onsdag, og den officielle meddelelse ventes at komme i løbet af et par uger. FBB har tre ejere, henholdsvis de to tyske delstater Berlin og Brandenburg, der hver har 37 procent, mens den tyske forbundsregering sidder på de resterende 26 procent.

“Jeg vil allerede i aften ansøge om ophævelse af driftsforpligtelsen,” sagde administrerende direktør Engelbert Lütke Daldrup onsdag aften efter bestyrelsesmødet.

I marts mistede Tegel og Schönefeld tilsamme 64,7 procent af passagererne i forhold til samme måned året før, og udviklingen omkring COVID-19-pandemien og den midlertidige nedlukning af det tyske samfund har betydet, at der i april kun har været én procent af de normale operationer.

FBB taber i øjeblikket omkring en million euro om dagen, hvilket svarer til 7,5 millioner kroner.

Åbner måske aldrig igen
Flere tyske medier antyder, at når Tegel lukkes ned den 1. juni, så vil den aldrig komme til at åbne igen. Der vil i givet fald kun være fem måneder til, at BER Berlin Brandenburg skal tage over, og med reducerede trafikmængder er det ikke utænkeligt, at det vil være muligt at åbne før tiden i den nye storlufthavn.

Schönefeld-lufthavnen, der benytter samme infrastruktur som den kommende BER-storlufthavn, vil være åben i mellemtiden. Når BER Brandenburg Airport er indviet vil Schönefeld, der er en charter- og lavprislufthavn, blive en ny Terminal 5 i tilknytning til BER.

Berlin Tegel Airport blev oprindeligt taget i brug den 5. november 1948 og blev etableret på initiativ af de franske militærstyrker, der efter anden verdenskrigs afslutning havde ansvaret for den del af Berlin, hvor lufthavnen er placeret.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa-selskaberne klar til ny Berlin-lufthavn

Storlufthavn skifter navn til Terminal 5

Officielt: Ny Berlin-lufthavn åbner om 336 dage