Passagertallet i Aarhus Airport faldt en smule i oktober i forhold til samme måned sidste år. Samlet har lufthavnen efter de første 10 måneder af året omkring 2,5 procent flere passagerer end året før.
Det går op og ned i Aarhus Airport. I september var der op imod 60.000 passagerer gennem den østjyske lufthavn, og det var den bedste september måned siden 2001.
I oktober så det noget anderledes ud. Her faldt passagertallet med 0,7 procent fra 54.112 rejsende i oktober 2024 til 53.742 i dette års september.
Det betyder, at der efter de første 10 måneder har været 460.532 passagerer gennem lufthavnen, og det er 2,5 procent flere end i samme periode året før.
“Det er især de indenrigsrejsende og charterrejsende, der skiller sig positivt ud. Således er antallet af indenrigsrejsende mellem Aarhus og København steget med 40 procent, hvilket især skal tilskrives SAS’ strategiske prioritering om at bruge København som hub ud i verden,” skriver Aarhus Airport i en kommentar til tallene.
Lufthavnen peger samtidig på, at det er muligt at rejse med SAS til over 50 europæiske og interkontinentale destinationer med en transfertid på under to timer i Københavns Lufthavn.
Kun SAS og Ryanair i tyndt vintertrafikprogram
Aarhus Airport har i sommertrafikprogrammet været begunstiget af, at SAS på flere afgange havde indsat større fly med op til 180 sæder, men i det netop påbegyndte vintertrafikprogram er man atter nede på en flystørrelse med enten 90-sæders CRJ900 eller 72-sæders ATR 72-600.
SAS tilbyder i vintertrafikprogrammet fire afgange mellem Aarhus og København på hverdage, og i alt 27 ugentlige rundture med de to flytyper.
Samtidig flyver SAS seks gange om ugen fra Aarhus til Oslo, og i perioden fra den 10. januar til 7. marts 2026 bliver der også i alt ni rundture til Scandinavian Mountains Airport tæt ved skidestinationerne Sälen og Trysil.
Udover SAS vil det kun være Ryanair, der tilbyder ruteflyvning fra Aarhus Airport henover vinteren. Der vil være tre destinationer på programmet, henholdsvis London-Stansted, Gdansk og Málaga, mens Ryanair har valgt at vinterlukke ruten til Riga i Letland.
Relaterede artikler:
Aarhus Airport lander største september siden 2001

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart
              

