Frem mod 2030 vil Lufthansa aftage 800.000 ton grønt flybrændstof som led i et udvidet samarbejde med OMW Group, men aftalen har formentlig større symbolværdi end reel effekt.
I øjeblikket spekulerer flyselskaber, lufthavne og andre aktører i luftfartsbranchen verden over i, hvordan mængden af CO2-udledninger fra den daglige drift kan bringes ned, så virksomhederne kan overholde de klimamål, som mange har sat sig.
En af de udbredte metoder for flyselskaberne er ved at investere i sustainable aviation fuel (SAF) – bæredygtigt flybrændstof – som kan lette klimaaftrykket fra flytrafikken. Det grønnere alternativ er dog dyrt og svært at få fat i, da det fortsat produceres i begrænsede mængder sammenlignet med traditionelt jetbrændstof.
Det forsøger mange dog at ændre på, heriblandt Lufthansa, der har indgået en aftale med olie-, naturgas og kemikoncernen OMW Group, som både betyder, at luftfartskoncernen vil aftage en del SAF samt at de to virksomheder vil arbejde sammen om produktionen af grønt brændstof.
Vil etablere anlæg og udvikle nye teknologier
Lufthansa oplyser, at aftalen strækker sig fra 2023 og frem til 2030. Det er en udvidelse af et igangværende samarbejde, da OMW Group allerede har leveret bæredygtigt flybrændstof til Lufthansa-datterselskabet Austrian Airlines i lufthavnen i Wien siden marts i år.
I løbet af de syv år vil luftfartskoncernen aftage 800.000 ton SAF fra OMW Group, og derudover vil de to virksomheder også søge at etablere nye produktionsfaciliteter til SAF, finde flere aftagere af brændstoffet samt arbejde sammen om at udvikle nye teknologier, der kan bruges i den fremtidige produktion.
”At vi nu udvider vores samarbejde betyder, at Lufthansa-koncernen kan gøre SAF mere tilgængeligt, være med til at øge produktionen og benytte SAF, som er en vigtig brik i at fjerne CO2-udledninger fra luftfarten i fremtiden,” udtaler Lufthansa om hensigten med aftalen.
Symbolsk for fremtiden
Det er formentlig særligt de elementer af aftalen, der handler om at etablere nye produktionsanlæg og udvikle nye teknologier, som er særligt interessante for Lufthansa.
De 800.000 ton bæredygtigt flybrændstof, som Lufthansa vil aftage fra OMW, har formentlig en større symbolværdi i forhold til, at brændstoffet repræsenterer den mere bæredygtigt vej, som branchen gerne vil gå ned ad, end de får af reel effekt på at nedsætte klimaaftrykket på flyvningerne med selskaberne i koncernen.
Flyselskaberne har nemlig tilsammen en flåde, der består af 692 fly, og ifølge AviationBenefits.org svarer de 800.000 ton til omkring en milliard liter. Det kræver dog 147.000 liter brændstof at fylde tanken på et Airbus A350-fly, og i løbet af syv år vil Lufthansa sandsynligvis ikke kunne nøjes med de mange ton.
Indgår også aftale med lavprisselskab
I tillæg til aftalen med Lufthansa har OMW Group også underskrevet en aftale med Ryanair, der betyder at koncernen vil levere SAF til flyselskabet i en række lufthavne i Tyskland, Østrig og Rumænien.
Aftalen betyder, at Ryanair får mulighed for at aftage op til 160,000 ton grønt flybrændstof fra OMW Group i løbet af de kommende otte år. Det svarer til omkring 200 millioner liter, og ifølge lavprisflyselskabet vil mængden medføre besparelser i udledninger fra flytrafikken på 400.000 ton CO2, som svarer til 25.000 Ryanair-flyvninger mellem Dublin og Wien.
Relaterede artikler:
Kan fremstille 500 millioner liter dansk-SAF i 2030