Airbus A321-200 fra Wizz Air (Foto: TJDarmstadt | Creative Commons 2.0)

Billund får fjerde polske destination

Wizz Air åbner næste forår en rute fra Billund til Krakow, og dermed kan den jyske lufthavn sætte den fjerde polske destination på landkortet.

Polen er det niendestørste land i Europa målt på såvel indbyggere som areal, og dermed er potentialet stort for flyruter til landet.

Det har blandt andet Billund Lufthavn forstået at udnytte, og den 3. maj får lufthavnen endenu en flyrute til Polen. Det sker, når Wizz Air åbner en rute til Krakow med to ugentlige afgange.

Det ungarske lavprisflyselskab vil flyve to gange om ugen – på mandage og fredage – med Airbus A321-200, der har plads til 230 passagerer. Tidtabellen er tilrettelagt således, at der flyves fra Krakow kl. 19.40 med ankomst i Billund kl. 21.30. Returflyvningen finder sted kl. 22.05 med ankomst i den polske storby kl. 23.55.

Ruten etableres i forbindelse med at Wizz Air åbner base i den polske lufthavn. Det bliver flyselskabets 26. base, og i første omgang stationeres en Airbus A321 i lufthavnen, og den bliver efterfulgt af endnu et fly af samme type i september. Udover ruten til Billund vil Wizz Air også åbne ruter fra Krakow til London, Kiev, Bari, Larnaca, Nice, Turku, Kharkiv, Oslo samt Kutaisi i Georgien.

Central- og Østeuropa godt dækket af
Hos Billund Lufthavn er der glæde over, at Krakow kommer tilbage på rutekortet. Ryanair har tidligere betjent den polske by fra Billund, men det irske lavprisflyselskab lukkede ruten i efteråret 2013.

“Krakow har længe været på vores ‘most wanted’-liste. Der er et stort potentiale for danskere, der vil opleve den gamle polske kulturhovedstad. Polen er et stort land, og med ruten til Krakow synes vi efterhånden, at vi har fået det polske landkort dækket godt af,” siger marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn til CHECK-IN.dk.

For år tilbage var ledelsen i den internationale vestdanske lufthavn bekymret over, at der var for få ruter til destinationer i Central- og Østeuropa. Sidenhen har Wizz Air kastet sin kærlighed på lufthavnen, og det har hjulpet betydeligt. Herudover har LOT og Ryanair også bidraget.

I dag kan man således flyve med både LOT og Wizz Air til Warszawa, men Gdansk og Poznan betjenes af henholdsvis Wizz Air og Ryanair.

“Wizz Air har stor succes i Billund, og derfor kommer ruterne. Vi har efterhånden opnået vores målsætning i Central- og Østeuropa. Vi vil gerne have Tallinn og Sofia med, og så kunne det være rart med lidt mere til Balkan,” lyder det fra marketingchefen.

Med den nye rute til Krakow vil Wizz Air fra sommeren 2019 flyve til 10 destinationer fra Billund, henholdsvis Bukarest, Cluj-Napoca, Gdansk, Iasi, Kiev, Krakow, Tuzla, Vilnius, Warszawa og Wien.

 

Relaterede artikler:

God start til jyske Polen-ruter

Luftbro mellem Vestdanmark og Polen

Ryanair åbner Polen-rute fra Billund

Billund Lufthavn får rute til Warszawa