Kø til sikkerhedskontrollen i Billund Lufthavn. (Foto: Privatfoto)

Billund Lufthavn mander op i sikkerhedskontrollen

Billund Lufthavn har de seneste måneder været plaget af lange køer i sikkerhedskontrollen. Lufthavnen mander derfor op med 30 ansatte og forventer normal drift i april.

Lange køer og ventetider er ikke alene noget, der er forbeholdt Københavns Lufthavn. Således har Billund Lufthavn også igennem de senere måneder oplevet, at der på nogle bestemte tidspunkter på dagen og ugen har været relativt lange køer til sikkerhedskontrollen.

Derfor har lufthavnen taget initiativ til at ansætte og uddanne 30 nye securitymedarbejdere, hvormed det bliver muligt i løbet af de kommende måneder at åbne flere securityspor.

Billund Lufthavn forklarer kunderne, at der udvides i sikkerhedskontrollen. (Foto: Billund Lufthavn)

“Over de sidste par måneder har vi desværre oplevet problemer med stor kødannelse i vores securitykontrol, og  dette har givet anledning til klager fra lufthavnens passagerer. Vi har fuld forståelse for kritikken vedrørende den lange ventetid igennem vores Security – som desværre er fuldt berettiget,” siger driftsdirektør René Høgh Jensen fra Billund Lufthavn.

Det er et sammenfald af flere forhold, der har skabt de øjeblikkelige kapacitetsproblemer. Der er først og fremmest tale om bemandingsproblemer, da lufthavnen har haft en større afgang af securitymedarbejdere, hvilket ikke var forudset. Det tager samtidig tre til fire måneder at få ansat, godkendt og uddannet nye securitymedarbejdere. Herudover har lufthavnen også haft nogle tekniske udfordringer, hvorfor det har været nødvendigt i en periode at øge tidsforbruget på det individuelle sikkerhedscheck af de rejsende.

I løbet af april måned forventer Billund Lufthavn, at ventetiden ved sikkerhedskontrollen vil være nede på det vanligt lave niveau. Indtil da opfordrer lufthavnen samtlige kunder til at møde op omkring 15 minutter tidligere, end man plejer at gøre.

Nyt Fast Track
Derudover arbejder Billund Lufthavn på at lave et helt nyt Fast Track, som er særskilt og dedikeret til Fast Track-kunderne. Det betyder at de passagerer der har adgang til Fast Track vil få deres helt eget securityspor og i fremtiden derfor ikke skal flette sammen med andre passagerer foran Security.

Denne del kan ikke alene klares ved at mande op, idet det også vil kræve ombygning samt nyt udstyr. Lufthavnen forventer dog, at det nye Fast Track vil være på plads den 1. juni, inden sommertrafikken for alvor går i gang.

 

Relaterede artikler:

CPH åbner indenrigsspor fredag

CPH overvejer indenrigsspor i sikkerhedskontrol

CPH udvider sikkerhedskontrol markant

Billund Lufthavn indfører ‘fast track’