En Boeing 737-400 opereret for DHL af spanske Swiftair er styrtet ned under indflyvningen til lufthavnen i Vilnius, og en person er omkommet. Det er ikke første gang, at Swiftair har en hændelse med dødelig udgang.
Tidligt mandag morgen omkring kl. 05.30 lokal tid er et fly styrtet ned i den lille by Lipkalnis nær Litauens hovedstad Vilnius.
Flyet var en Boeing 737-400SF i fragtversion fra det spanske ACMI-selskab Swiftair, der opererede flyet på vegne af logistikkoncernen DHL. Ombord var fire personer, hvoraf en rapporteres omkommet, men de øvrige tre overlevede det voldsomme styrt.
Flyet med registreringen EC-MFE var på vej fra Leipzig til Vilnius, og det var under indflyvningen til lufthavnen bane 19, at flyet styrtede ned blot 1.665 meter før banetærsklen. Det skriver The Aviation Herald.
Flyet styrtede ifølge litauiske medier ned i et gårdområde lige opad en to etagers beboelsesejendom, hvori der boede 12 personer i fire lejligheder.
Vilnius Airport skriver i en opdatering på sociale medier, at der har været arbejdet på sted siden kl. 05.30 mandag morgen (04.30 dansk tid), og at der har været forsinkelser i flyafgange- og ankomster. Siden kl. 08.00 har flyafgange og ankomster dog kunnet gennemføres som normalt.
Tidligere havarier hos Swiftair
Ulykkesflyet er 31 år gammelt og blev oprindeligt leveret som passagerfly til australske Qantas i 1993. I 2015 blev flyet ombygget til fragtfly og har sidenhen været registreret hos Swiftair.
Det er ikke første gang, at Swiftair oplever en hændelse med dødelig udgang. Tilbage i juli 2014 styrtede en McDonnell Douglas MD-83 ned i Mali og dræbte samtlige 116 ombordværende. Flyet var opereret af Swiftair på vegne af Air Algerie.
Den 24. september 2022 var flyselskabet også involveret i et havari, hvor flyet, en Boeing 737-400SF, opereret for det svenske fragtflyselskab West Atlantic kørte ud over banen i Montpellier-lufthavnen, hvorefter flyet kom til et stop med næsten ned i den nærliggende Mauguio-sø.
Swiftair er en del af den spanske Lusat Air-koncern, der også omfatter ATP Cargo, Cygnus Air, West Atlantic Sweden og West Atlantic UK.
Der er allerede mange spekulationer om den eventuelle årsag til hændelsen, men det bliver nu op til de civile litauiske myndigheder at opklare hændelsen med hjælpe fra spanske og amerikanske undersøgere, da flyet er indregistreret i Spanien og produceret i USA.
Relaterede artikler:
Havarirapport: Piloter satte flaps forkert