- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Boeing 737 MAX kan vende tilbage til Kina

Nu får 737 MAX-fly igen lov til at flyve i kinesisk luftrum. Det har været forbudt siden foråret 2019. Flyselskaberne skal dog leve op til række betingelser, før de får lov til atter at benytte flytypen.

De kinesiske luftfartsmyndigheder har netop givet grønt lys for, at der fremover igen kan flyves med 737 MAX i kinesisk luftrum. Kina har været det sidste større luftfartsmarked, hvor flytypen fra Boeing har været grounded.

Boeing 737 MAX fik flyveforbud i en lang række lande verden over i marts 2019, da to fly af typen styrtede ned i henholdsvis Indonesien og Etiopien. De to flystyrt kostede i alt 346 mennesker livet. Kina var det første land, der indførte flyforbud mod flytypen. 

I et direktiv fortæller de civile kinesiske luftfartsmyndigheder, at flytypen fra Boeing atter vurderes som værende luftdygtig. Efterfølgende udtalte en talsmand, at der dog fortsat er en række betingelser, der skal opfyldes, inden flytypen for alvor kan komme i brug igen. Det skriver Global Times.

Et stykke vej endnu
Embedsmand Yang Zhenmei fra Civil Aviation Administration of China udtalte til lokale medier, at indenrigsselskaber, der ønsker at benytte flytypen, skal sørge for, at selskabernes 737 MAX-fly får installeret nyt software samt nye komponenter. 

Kinesiske piloter skal desuden gennemføre en tillægsuddannelse, før de kan opnå tilladelse til at sætte sig i cockpittet på en Boeing 737 MAX. Derudover skal flyselskaberne også have opdateret og klargjort de fly, der har holdt parkeret siden foråret 2019. 

Yang Zhenmei tilføjer desuden, at det kommer til at kræve en yderligere driftscertificering, før flyselskaberne igen får lov til at flyve med 737 MAX. Embedsmanden anslår, at flyene kan være tilbage i drift i enten slutningen af indeværende år eller i starten af 2022. 

Har gennemført testflyvninger
Godkendelsen fra Kina kommer godt et år efter, at Boeing 737 MAX igen fik lov til at komme på vingerne i USA. I januar gav også EASA, Det Eurpæiske Luftfartssikkerhedsagentur, grønt lys. Samme beslutning traf Brasilien og Canada efterfølgende. 

I Kina har myndighederne truffet beslutningen på baggrund af en række testflyvninger. I august landede en Boeing 737 MAX i Shanghai Pudong International Airport. Det var første gang i 30 måneder, at et fly af typen fløj i kinesisk luftrum. 

Flyet har siden gennemført en række testflyvninger og undersøgelser. Det er data fra dette forløb, som myndighederne nu har lagt til grund for, at Boeing 737 MAX igen vurderes som værende luftdygtigt. Boeings aktiekurs steg med 7,5 procent i kølvandet på nyheden. 

 

Relaterede artikler:

Kina klar til at godkende 737 MAX efter 30 måneder

LOT sagsøger Boeing om MAX-kompensation

Norwegian leaser to Boeing 737 MAX