En Boeing 737 MAX 8 fra LOT Polish Airlines. Foto: Steve Lynes, CC 2.0

LOT sagsøger Boeing om MAX-kompensation

Det polske flyselskab LOT kræver over halvanden milliard kroner i erstatning fra Boeing i forbindelse med groundingen af 737 MAX. I 2020 fremsatte også Norwegian krav om MAX-kompensation.

LOT Polish Airlines og Boeing har gennem længere tid forhandlet om at indgå et forlig om erstatning for groundingen af 737 MAX. Men forhandlingerne er kuldsejlet.

De to parter er ikke nået til enighed, og derfor lægger LOT nu i stedet sag an mod Boeing. Der er i denne uge indledt en retssag i Seattle, og det polske flyselskab kræver 253 millioner dollar (1,6 milliarder kroner, red.) i erstatning. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der har fået bekræftet sagsanlægget fra talsmand Krzysztof Moczulski.

Forleden udtalte koncernchef i LOT, Rafał Milczarski, at flyselskabet fører – og har ført – dialog med Boeing gennem lang tid. Dette havde dog ikke båret frugt, og selskabet havde i sinde at bruge alle tilgængelige løsninger for at få MAX-kompensation, lød det.

LOT har indtil videre fået leveret fem Boeing 737 MAX 8 med yderligere 10 i ordre. MAX-flyene blev groundet i marts 2019 i forbindelse med de to ulykker i henholdsvis Indonesien og Etiopien, der kostede i alt 346 mennesker livet.

Truer med at skifte til Airbus-fly
Som følge af den uventede grounding af Boeing 737 MAX måtte LOT lease erstatningsfly for at udfylde hullerne i tidsplanen. Dette øgede imidlertid flyselskabets driftsomkostninger betydeligt, lyder det.

Visse flyselskaber har fået MAX-kompensation af Boeing, men LOT har således ikke haft held med dette. Boeing har ifølge Simple Flying henvist til en klausul i sin leasingkontrakt med LOT, som udelukker kompensation i forbindelse med tekniske problemer.

Rafał Milczarski har tidligere udtalt, at han var åben for at købe fremtidige fly fra Boeings europæiske konkurrent Airbus. Hidtil har LOT været et af få europæiske flyselskaber, der ikke har fløjet med Airbus-fly. Selskabet har kun Boeing- og Embraer-fly i sin flåde.

Også Norwegian fremsatte krav om MAX-erstatning
I juni 2020 fremsatte også Norwegian krav mod Boeing om erstatning for de groundede MAX-fly. Groundingen af selskabets MAX-fly forstyrrede Norwegians drift og førte til betydelige tab, lød det dengang fra det norske lavprisflyselskab.

Det er uvist, hvilket beløb Norwegian gjorde krav på, men Boeing og Norwegian havde været i dialog i længere tid uden at finde en løsning. Flyselskabet krævede desuden også kompensation i forbindelse med motorproblemerne på Boeing 787 Dreamliner-flyene.

Også LOT har oplevet problemer med sine Dreamlinere, der førte til, at selskabet også i denne sammenhæng måtte lease langdistancefly for at kunne gennemføre sine flyvninger. Problemer med Dreamliner-flyenes motorer fra Rolls-Royce har været et rullende problem for Boeing og flytypens operatører.

LOT og Norwegian oplevede problemer med Boeing 787 Dreamliner-flyene allerede i 2013, hvor begge flyselskaber måtte sætte et eller flere fly på jorden af forskellige årsager. Det skrev Seattle Times. Og senere blev de to europæiske flyselskaber således også mødt af store udfordringer i forbindelse med MAX-groundingen i 2019.

 

Relaterede artikler:

Norwegian annullerer 97 flyordrer og sagsøger Boeing

Norwegian lægger sag an mod Boeing

Europæisk flyselskab sagsøger Boeing