- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Boeing kan blive tvunget til at indstille MAX-produktion

Hvis det trækker ud med at få godkendt 737 MAX til at flyve igen, kan Boeing blive nødt til at indstille produktionen midlertidigt, siger selskabet.

Hvis det fortsatte globale flyveforbud mod Boeing 737 MAX-flyene trækker ud, vil Boeing overveje at bremse eller endda midlertidigt indstille produktionen af ​​flytypen.

Sådan lød advarslen fra Boeing koncernchef Dennis Muilenburg i forbindelse med præsentationen af den amerikanske flyproducents regnskab for andet kvartal, hvor koncernen præsenterede et nettounderskud på 2,9 milliarder dollar.

Håb om godkendelse i år
Boeing håber at kunne sende softwareopdateringerne til MAX-flyene samt de nødvendige dokumenter til de amerikanske luftfartsmyndigheder inden september og gennemføre en certificeringsflyvning i oktober. Herefter forventes flyene efter nogle uger at blive godkendt til at flyve igen.

Boeing kan imidlertid ikke blive ved med at bære omkostningerne ved at producere og opmagasinere nyproducerede MAX-fly, fastslog Boeing-topchefen. Virksomheden overvejer derfor forskellige muligheder, hvis myndighedernes godkendelse af MAX-flyene forsinkes betydeligt.

”Disse alternativer kan omfatte andre produktionshastigheder eller et midlertidigt produktionsstop. Det er ikke noget, vi ønsker at gøre, men en mulighed, som vi er nødt til at forberede os på,” sagde Dennis Muilenburg.

150 nye fly står opmagasineret
Boeing-chefen ville ikke sige, hvornår selskabet tager en beslutning om at bremse eller indstille produktionen af flyene, hvis godkendelsesproceduren trækker ud.

MAX-flyene har allerede stået på jorden i mere end fire måneder efter to fatale flystyrt med flytypen i Indonesien og Etiopien.

Foruden de fly, som flyselskaber verden over har på jorden, har Boeing i øjeblikket opmagasineret omkring 150 nye fly i USA. Boeing er siden flyveforbuddet, som blev indført midt i marts, fortsat med at producere omkring 42 nye MAX-fly hver måned.

Forsinket levering af 777X
Ud over problemerne med MAX-flyene fortalte Boeing-koncernchefen også, at Boeing muligvis ikke kan levere sin nyeste flytype, 777X, inden udgangen af næste år, som man ellers havde håbet på. Problemer med flyets General Electric-motorer betyder, at der er en “betydelig risiko for”, at tidsplanen ikke holder.

General Electric Co. sagde onsdag, at man har designet en ny kompressordel til de GE9X-motorer, som 777X er udstyret med, efter at man har opdaget et problem med holdbarheden af denne motordel.

 

Relaterede artikler:

Boeing-omsætning falder med 66 procent

Myndighed finder mulig ny fejl på MAX-flyene

Boeing outsourcede udvikling af 737 MAX-software