Charterarrangørerne forsøger i stigende grad at tilpasse produkterne til den øgede efterspørgsel efter rejser uden børn. Spies åbner fem nye hoteller til voksne, der rejser uden børn, mens Star Tour tilbyder børnefri zoner på flyene.
Der er en stigende tendens i rejsemarkedet efter en opdeling, hvor familier med børn og rejsende uden børn adskilles på rejsen.
Det giver sig blandt andet udtryk i særlige hotelkoncepter for voksne, der rejser uden børn. De større charterarrangører tilbyder i dagvoksenhoteller, og i den kommende sæson åbner Spies fem nye voksenhoteller – de såkaldte Sunprime Resorts.
Dermed vil Spies have fordoblet antallet af Sunprime Resorts fra fem til 10.
“Tre af de fem nye Sunprime Resorts ligger i Tyrkiet, nemlig i Side, Alanaya og i Torba nær Bordrum. De sidste to er åbnet i Platanias på Kreta og i Ayia Napa på Cypern,“ fortæller produktchef Carlos Cebrian.
Børnefri zoner
Men det er ikke alene på destinationen, at mange rejsende foretrækker at tilbringe tiden sammen med andre voksne uden børn.
Også på flyrejsen ønsker voksne uden børn at rejse så uforstyrret som muligt. Det får Star Tour til at introducere særlige zoner på flyene, hvor der ikke er adgang for børn under 12 år.
“Idéen om at skabe særlig plads til henholdsvis familier med børn og rejsende uden børn har eksisteret i nogle år, men det seneste år er efterspørgslen eksploderet, og det gælder både på hoteller og i flyene,“ fortæller Stig Elling, der er salgsdirektør i Star Tour.
Omvendt hensyn
Ifølge Star Tour er det småbørnsfamilier, der har henvendt sig til Star Tour med ønsket om en placering i flyene, der ikke virker forstyrrende på medpassagerer. En positiv udlægning af et problem, som nok i højere grad er blevet oplevet den modsatte vej.
“Vores erfaring er, at familier sætter pris på at sidde sammen med andre familier, og rejsende uden børn eller med større børn nyder at sidde sammen,“ mener Stig Elling.
Det er kun hos TUIfly Nordic, der er Star Tour´s eget charterflyselskab, at de børnefri zoner kan tilbydes. Det bliver rækkerne fra 12 til 19 i den midterste sektion af Boeing 737-flyene, der bliver reserveret til rejsende uden børn under 12 år.
Star Tour understreger, at der ingen skillevægge eller anden opdeling findes i flyene, og at man efterfølgende vil evaluere kundernes reaktioner.