- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

British Airways-franchisepartner i likvidation

Det sydafrikanske flyselskab Comair, der er franchisepartner for British Airways, ender i likvidation efter flere mislykkede forsøg på at gennemgå en rekonstruktion.

Coronapandemien blev hård ved Comair Limited, der i begyndelsen af maj 2020 søgte om rekonstruktion som følge af, at selskabet ingen passagerer havde og dermed led voldsomt økonomisk.

Siden har de såkaldte Business Rescue Practitioners (BRP) forsøgt at redde det sydafrikanske flyselskab, men missionen mislykkedes. Torsdag indgav de en ansøgning til retten om at konvertere sagen fra rekonstruktion til en frivillig likvidation. Det oplyser Comair i en meddelelse.

Comair var franchisepartner for British Airways, og flyselskabet havde desuden deres eget lavaprisbrand ved navn kulula.com. På trods af, at Comair ifølge business rescue practitioner Richard Ferguson var en iboende levedygtig forretning, lykkedes det altså ikke at skaffe den nødvendige kapital, så flyselskabet kunne genoptage driften.

”Vi gjorde vores yderste for at sikre finansieringen, men da vi ikke var i stand til det, havde vi ingen anden mulighed end at indgive ansøgningen (om likvidation, red.). Det er en ekstremt trist dag for selskabet, dets ansatte, dets kunder og sydafrikansk luftfart,” siger Richard Ferguson.

Var i gang med større turnaround
Da flyselskabet måtte søge om rekonstruktion i maj 2020, var det i gang med en større turnaround for at få den generelt udfordrede økonomi på ret køl. Pandemien kom på tværs, og selskabet fløj ikke med en eneste passager fra 26. marts 2020, hvor Sydafrika blev lukket ned, og indtil der blev søgt om rekonstruktion.

Senere på året – efter at flyene havde stået på jorden i en rum tid – kunne Comair begynde at flyve igen, mens rekonstruktionen stod på. Comair Rescue Consortium (CRC) investerede 500 millioner sydafrikanske rand, hvilket svarer til 227 millioner kroner. Det betød samtidig en 99 procents andel af egenkapitalen på daværende tidspunkt.

Comair var dog herefter vedvarende hårdt ramt af pandemien i form blandt andet tre yderligere coronarelaterede nedlukninger, hvor flere europæiske lande satte Syafrika på ”den røde liste”. Den seneste udfordring blev de stigende brændstofpriser, der har påvirket flyselskabet negativt i de seneste fem måneder.

Sluttede med 12 fly i flåden
Comair Rescue Consortium var kun i stand til at modstå de negative påvirkninger til en vis grænse, og flyselskabets business rescue practitioners henvendte sig derfor til andre långivere for at rejse den nødvendige kapital. Dette lykkedes heller ikke.

Som følge af den manglende kapital måtte Comair – og dermed også kulula.com – derfor indstille flyvningerne 31. maj 2022. Der blev gjort et sidste forsøg på at rejse de nødvendige midler, men heldet udeblev. Richard Ferguson oplyser, at flyselskabets ansatte og kunder, der havde reservationer eller tilgodehavender, nu vil blive kreditorer i flyselskabet.

Comair, der blev stiftet i 1943 som Commercial Air Services, havde kurs mod at betjene fire millioner passagerer i 2022, da selskabet altså endte i likvidation. Comair havde – ifølge planespotters.net – til sidst i alt 12 fly i flåden – herunder ni Boeing 737-800 og tre Boeing 737-400. Selskabet fløj på indenrigsruter i Sydafrika.

Med Comair-likvidationen gik British Airways dermed fra at have to franchisepartnere til at have én uden for Storbritannien. Det britiske flyselskab har siden 1996 haft en franchiseaftale med danske SUN-AIR of Scandinavia i Billund.

 

Relaterede artikler:

Altomfattende strejke truer luftfarten i Sydafrika

Flere fly groundet af myndigheder

Ny British Airways-rute til Durban