British Airways har suspenderet alle flyvninger til Kairo i en uge af sikkerhedsmæssige årsager. Lufthansa indstillede også flyvninger lørdag, men genoptog dem søndag.
De to europæiske flyselskaber British Airways og Lufthansa suspenderede lørdag deres flyvninger til Egyptens hovedstad, Kairo af sikkerhedsmæssige årsager.
Begge selskaber peger på en mulig trussel mod flyenes sikkerhed, men er ikke kommet med nærmere deltaljer. Det er derfor uvist, om der er tale om en konkret trussel mod selskaberne eller en mere generel trussel.
Lufthansa genoptog allerede søndag flyvningerne til Kairo, mens British Airways har suspenderet al trafik til Kairo i en uge.
”Vi evaluerer konstant vores sikkerhedsforanstaltninger i alle lufthavne verden over, og vi har suspenderet fly til Kairo i syv dage som en sikkerhedsforanstaltning, der muliggør yderligere vurderinger,” siger British Airways i en pressemeddelelse.
British Airways flyver en gange dagligt fra London Heathrow til Kairo, mens Lufthansa flyver til den egyptiske hovedstad fra både Frankfurt og München. Lufthansa-flyet fra Frankfurt til Kairo søndag lettede med en time og 44 minutters forsinkelse.
BA-personale tjekkede sikkerheden i Kairo
Kilder inden for lufthavnssikkerhed i Egypten siger til nyhedsbureauet Reuters, at British Airways-personale onsdag og torsdag tjekkede sikkerhedsforholdene i lufthavnen i Kairo. Kilderne kom ikke med yderligere detaljer.
Ifølge det britiske dagblad The Guardian siger embedsmænd i det egyptiske luftfartsministerium til det lokale dagblad Al Masry Al Youm, at British Airways beslutning skyldes “sikkerhedsmæssige og politiske årsager, der vedrører interne forhold, og ikke forhold i Egypten”. Embedsmændene peger på en række mulige strejker i London Heathrow-lufthavnen i den kommende tid.
Intet forbud mod flyvninger
Det britiske udenrigsministerium har opdateret sin rejsevejledning til Egypten og siger, at der er ”en forhøjet risiko for terrorangreb mod luftfarten”. Hverken udenrigsministeriet eller det britiske transportministerium har udstedt forbud mod at flyve til Egypten.
Ingen andre flyselskaber har indtil videre indstillet deres flyvninger til Kairo. Rejseredaktøren på den britiske avis The Independent siger til BBC, at ”det ser ud til at være specifikt British Airways og specifikt Kairo til Heathrow, der er bekymring for”.
Fra Danmark er den eneste direkte forbindelse til Kairo med Star Alliance-selskabet EgyptAir, som flyver fire gange om ugen mellem København og Kairo.
Relaterede artikler: