Embraer E-190 fra Eastern Airways i Esbjerg Lufthavn. (Foto: Esbjerg Airport | PR)

Britisk flyselskab på vej i rekonstruktion

Det britiske flyselskab Eastern Airways, der blandt andet er wetlease-partner for KLM, har indgivet ansøgning om rekonstruktion under konkursbeskyttelse.

Humberside-baserede Eastern Airways er havnet i økonomiske vanskeligheder. Det britiske flyselskab har søgt om kreditorbeskyttelse og ventes at indgå i en rekonstruktionsproces for de to datterselskaber Eastern Airways (UK) og Air Kilroe.

Det skriver TheBusinessDesk.com.

Flyselskabet blev etableret i 1997 og har baser i lufthavnene i Aberdeen og Humberside, og samlet beskæftiges omkring 250 ansatte. Omsætningen var i 2024 på cirka 60 millioner britiske pund, hvilket svarer 515 millioner kroner.

Årligt flyver Eastern Airways med 1,3 millioner passagerer på ruter til London-Gatwick, London-Southend, Teesside, Newquay, Jersey, Aberdeen og Wick.

Opererer som wetlease-partner for KLM
Udover egne ruter har Eastern Airways både i 2024 og 2025 været wetlease-operatør for KLM Cityhopper med to Embraer ERJ-170.

Eastern Airways har også haft en rute til Danmark, idet selskabet fra december 2022 til juli 2023 fløj på en rute mellem Esbjerg og Humberside, men ruten måtte lukke, da efterspørgslen ikke var stærk nok til at gøre ruten bæredygtigt.

Eastern Airways råder over en flåde på 14 fly, der alle står på jorden i seks forskellige lufthavne, henholdsvis Saint-Malo i Frankrig, Aberdeen, Humberside, Exeter, Norwich og Saarbrücken.

Flåden består af tre ATR 72-600, fem British Aerospace Jetstream 41, to Embraer ERJ-170 samt fire Embraer ERJ-190.

 

Relaterede artikler:

KLM wetleaser ni fly fra tre flyselskaber

Lukker jysk udenrigsrute efter syv måneder

Britiske Eastern Airways med ny dansk rute