- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Britisk start-up tættere på at komme i luften

For lidt over fire år siden præsenterede den indiske rigmand Navdip Singh Judge planerne for et nyt britisk-indisk luftfartsprojekt under navnet POP.

Ideen var at etablere et nyt lavprisflyselskab, som skulle fokusere på langdistanceflyvninger mellem Storbritannien og Indien. Den første rute skulle gå fra London-Stansted til Amritsar i det nordlige Indien og serviceres tre gange om ugen med en Airbus A330 konfigureret med 378 sæder i en ren økonomiklassekabine.

Senere er det planen at flyve til tre gange om ugen til Ahmedabad, og derefter indtage Kolkata, Lucknow, Panjai/Manglaore (Goa), Surat/Pune, Bhubaneswar samt Sylhet i Bangladesh.

Idémændene bag POP manglede dog en startkapital på fem millioner britiske pund (hvilket i dag svarer til cirka 41 millioner danske kroner) for at få projektet i luften, og dem havde man planer om at få hjem via et crowd-funding projekt.

Hovedkvarter i Stansted-lufthavnen
Siden har der været forholdsvist stille omkring POP, som senere er omdøbt til Flypop. Selskabet åbnede dog et kontor i London-Stansted-lufthavnen i juni 2019, mens man fortsatte arbejdet med at skaffe startkapital og få en driftstilladelse fra de britiske myndigheder.

Nu er Flypop imidlertid kommet et stort skridt nærmere at kunne gå i luften, da selskabet har sikret sig støtte fra en ny statslig, britisk fond, som har til formål at hjælpe blandt andet start-up firmaer, som er ramt af coronakrisen.

Flypop fortæller i en pressemeddelelse, at bidraget fra fonden kommer til at spille en nøglerolle for, at selskabet stand til at starte flyvninger mellem Storbritannien og Indien.

Flypop meddeler ikke selv, hvor stort et beløb, selskabet har fået tilsagn om, men ifølge nyhedstjenesten Yahoo er der tale om et syv-cifret beløb – altså mindst én million britiske pund, som svarer til over otte millioner kroner.

Ved at afslutte finansiering
Det er dog stadig langt fra nok til at få Flypop på vingerne. I juli sidste år fortalte Flypop i en pressemeddelelse, at man på daværende tidspunkt havde fået tilsagn fra investorer på to millioner pund, svarende til 16,5 millioner kroner, og at man havde en målsætning om at nå op på i alt seks millioner pund (50 millioner kroner) i startkapital inden udgangen af 2019.

Flypop har ikke oplyst, om målet blev nået, men selskabet fortæller, at det i øjeblikket er ved at afslutte sin sidste finansieringsrunde og vil begynde forhandlinger med lufthavne i både Storbritannien og Indien samt med flyproducenter.

Flypop henvender sig især til de store befolkningsgrupper i Storbritannien, som har rødder i Indien og det øvrige Sydasien, samt til middelklassen i Sydasien, som gerne vil besøge Europa. Ifølge Flypop tæller middelklassen i de sydasiatiske lande i dag over 600 millioner mennesker – altså flere end den samlede befolkning i Europa og USA.

 

Relaterede artikler:

Vil starte langdistanceflyselskab for 45 mio. kroner

Første lavprisrute mellem Europa og Indien

Verdens bedste lavprisselskab på langdistance