Tre midaldrende irske mænd, en bramfri fagforeningskvinde og en tidligere Cimber-stewardesse var blandt hovedpersonerne i den strid mellem den danske fagbevægelse og Ryanair, som får sin foreløbige afslutning i dag.
De sidste knap ni måneder har en broget skare af mænd og kvinder spillet hoved- og birollerne i det store slag mellem Ryanair og den danske fagbevægelse. Et slag, som får sin foreløbige afslutning i aften, når Ryanair lukker og slukker for sin base i Billund Lufthavn på samme måde, som man gjorde i tirsdags med basen i Københavns Lufthavn.
Undervejs har gamle garvede luftfartsrotter, en storsmilende tidligere stewardesse, tre højesteretsdommere og mange andre spillet hver deres rolle i kampen om overenskomster eller ej for personalet på Ryanairs baser i Danmark.
For at sælge billetter
I den blå-gule Ryanair-lejr har især tre midaldrende irske herrer markeret sig, mens en ung dansk advokat har taget de juridiske slagsmål.
Da Ryanair på et velbesøgt pressemøde på Hotel Hilton i Københavns Lufthavn den 29. oktober sidste år annoncerede, at de åbnede base i København fra den 26. marts, så var det selskabets kommercielle direktør, David O’Brien, der ene mand mødte den danske verdenspresse. 51-årige O’Brien har været i Ryanair siden 1992 bortset fra en lille afstikker i midten af 1990’erne. Han blev kommerciel direktør for halvandet år siden efter 12 år som driftsdirektør.
Ved pressemødet i oktober var det tydeligt, at Ryanair ikke forventede, at tingene ville komme til at handle særlig meget om arbejdsforhold, social dumping og overenskomster. O’Brien var taget til København for at sælge billetter.
Lange ud efter fagbevægelsen
I januar, februar og marts i år holdt Ryanair en stribe af pressemøder. Her blev O’Brien igen og igen sekunderet af selskabets personaledirektør Eddie Wilson. Den lille hvidhårede særdeles ligefremme mand tog mere og mere over som Ryanairs talsmand i de danske medier, i takt med at medierne ville tale mere og mere om personaleforhold og mindre og mindre om flyrejser og destinationer.
Ryanair forsøgte sig dog med at holde et pressemøde med O’Brien for udvalgte danske rejse- og luftfartsmedier. Men dels havde andre medier fået nys om mødet og dels kunne David O’Brien ikke lade være med at lange ud efter fagbevægelsen og det, som O’Brien kaldte for fagbevægelsens cirkus.
Argeste modstandere
Ved det andet af pressemøderne i starten af året havde en ung dansk advokat pludselig taget plads bagerst i lokalet. Det var advokaten Michael Møller Nielsen fra advokatfirmaet Lund Elmer og Sandager. Den unge advokat, der tidligere havde arbejdet i fagbevægelsen, havde nu fået til opgave at forsvare en af fagbevægelsens argeste modstandere mod netop fagbevægelsen.
Sammen med Eddie Wilson troppede han derfor op i Arbejdsretten ad flere omgange for at forsvare Ryanair i den sag, som LO havde anlagt mod dem, da Ryanair ikke ønskede at tegne overenskomst med den lille LO-fagforening Flyvebranchens Personale Union (FPU). Hver gang blev de mødt med buh-råb fra flere hundrede fagligt aktive, der var samlet til demonstrationer foran Arbejdsretten.
Buh-råb, som Wilson tog med et køligt blik og næsten så ud til at nyde. Wilson ligner ikke umiddelbart en mand, man skal udfordre til nævekamp på en irsk pub, og han går da også blandt sine fjender under øgenavnet ”The Terminator”.
Siger hvad det passer ham
Da tingene i april begyndte at snerpe til, så kunne Ryanairs karismatiske topchef Michael O’Leary ikke længere dy sig for at blande sig og mødte op til endnu et af Ryanairs mange pressemøder på Royal Hotel i København. Indtil da havde irerne ellers bevidst ladet O’Leary blive hjemme i Dublin, når det lille Learjet business-fly med kaldesignalet Ryanair One igen og igen tog turen fra Dublin til København med Ryanair-bosserne ombord.
Den slagterhundefrække irer siger hvad der passer ham og lægger ikke fingre imellem, når snakken falder på danske fagforeninger eller konkurrenter som SAS. Og så tager O’Leary ikke så tungt på fakta. Således blev han igen og igen ved at med at kalde de fagforeninger, som gerne vil tegne overenskomst med Ryanair, for SAS-fagforeninger, da han i konfliktens slutfase gæstede København to gange på fem dage. Det på trods af at Flyvebranchens Personale Union organiserer alt andet end SAS’ kabineansatte og piloter. Eneste SAS-islæt i den lille fagforening er organisering af nogle af de kabineansatte i Cimber A/S, der sidste år blev købt af SAS.
Brændte for sagen
I den røde LO-lejr var næstformand Lizette Risgaard frontfiguren og talsmanden i den sidste afgørende fase. Den bramfri tidligere HK’er kandiderer til formandsposten i LO og Ryanair-sagen gav hende masser af eksponering. Men det var også tydeligt, at Risgaard brændte for sagen og brændte igennem i medierne.
I centrum af LO-lejren stod dog Thilde Waast, der er formand for den lille fagforening Flyvebranchens Personale Union. Sammen med sin næstformand, den tidligere Air Greenland-steward Anders Mark Jensen, havde den tidligere Cimber Air-stewardesse lige siden Ryanairs baseåbning i 2012 ihærdigt arbejdet på at få kontakt til nogle af de ansatte på basen i Billund og få kortlagt hvilke vilkår de arbejdede under.
Da Billund-basen åbnede forsøgte de at mobilisere den øvrige fagbevægelse til kamp, men det faldt til jorden, da man ikke kunne mobilisere de folk på jorden i Billund Lufthavn, som skulle gå forrest i en blokade mod Ryanair i lufthavnen.
På alles læber
Det var i 2012 tydeligt, at den øvrige LO-fagbevægelse ikke helt forstod hvad det var der foregik på luftfartsområdet. Det blev langsomt bedre, men FPU brød først for alvor gennem lydmuren hos den øvrige fagbevægelse, da Ryanair meldte sin ankomst i Københavns Lufthavn. Så blev Thilde Waast og FPU pludselig hele LO-familiens kæledække. En opmærksom, som var nær ved at vælte den lille fagforenings ledende folk helt omkuld.
Samtidig fik en række fagforeningsbosser højere oppe i systemet travlt med at få deres del af rampelyset i den sag, som i løbet af foråret kom på alles læber, og som blev et centralt emne i valgkampen. En storstilet kampagne kaldet ”Luftens Helte” blev også sat i søen for at mobilisere masserne og medlemmerne på tværs af fagbevægelsen.
Forrest i den juridiske kamp i Arbejdsretten stod LO’s advokat Peter Nisbeth. Det tidligere medlem af Hillerød Byråd for Socialdemokratiet blev da også hyldet som en sand helt med champagne til alle LO-medarbejdere dagen efter sejren i Arbejdsretten den 1. juli.
I orkanens øje
I Arbejdsretten, i midten af det hele, sad højesteretsdommerne Lene Pagter Kristensen, Thomas Rørdam og Poul Dahl Jensen. De fik under et mere end ni timer langt retsmøde i midten af juni en grundig indføring i mange af hjørnerne i moderne luftfart og lærte begreber som Air Operators Certificate, Electronic Flight Bag og Chicago konventionen. En gennemgang, som fik den ene af dommerne til at kæmpe hårdt for ikke at falde i søvn.
I orkanens øje har hele tiden befundet sig de piloter og kabineansatte på Ryanairs baser i Billund Lufthavn, som det hele har drejet sig rundt om. Og indtil til allersidst var det ikke meget man hørte til dem. Først efter nederlaget i Arbejdsretten stillede Ryanair fem af dem frem foran den danske verdenspresse, for at fortælle hvordan det i virkeligheden var at være ansat i Ryanair.
Et forbud mod at få oplyst efternavnene og et forbud mod at tale med medarbejderne på to-mands hånd, medførte dog en anelse skepsis hos journalisterne. Talte de nu også frit eller ej, når Michael O’Leary sad lige ved siden af dem.
Lige lidt hjalp det. Fagbevægelsen ville ikke give sig og Ryanair ville ikke give sig. Så i aften slutter det næsten ni måneder lange slag.
Ryanairs kommercielle direktør, David O’Brien, og personaledirektør, Eddie Wilson, ved et af selskabets mange pressemøder på Royal Hotel i København. Foto: Andreas Krog.