- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Brussels Airlines genåbner omkring 40 ruter denne sommer

Frem til september vil Brussels Airlines løbende genåbne ruter til 39 destinationer og fire nye destinationer, så det belgiske selskab samlet set vil kunne tilbyde 79 rejsemål i løbet af sommeren.

Kunderne hos Brussels Airlines kan se frem til en lang række genåbninger af ruter, der blev betjent frem til coronapandemien.

I takt med at rejserestriktioner fjernes, og vaccinationerne rulles ud, forventes efterspørgslen at stige, lyder det fra det belgiske flyselskab. Derfor er der blevet tilføjet en lang række feriedestinationer til rutenetværket.

I de seneste seks måneder har Brussels Airlines primært fokuseret på flyvninger til og fra afrikanske destinationer. Men den forventede stigende efterspørgsel i de kommende måneder, får altså nu Lufthansa-datterselskabet til at tilbyde i alt 43 nye destinationer fra nu og frem til september i år. Det vil bringe det samlede antal destinationer op på 79.

De to eneste skandinaviske lufthavne, Brussels Airlines betjener fra Bruxelles i øjeblikket, er Københavns Lufthavn og Stockholm Bromma med henholdsvis tre og to ugentlige afgange med Airbus A319.

Tre helt nye ruter til Marokko
I maj 2021 genåbner Brussels Airlines ruter til følgende destinationer: Wien, Heraklion, Kos, Rhodos, Tel Aviv, Bologna, Napoli, Rom, Edinburgh, Ljubljana, Bilbao, Ibiza, Palma de Mallorca og Valencia.

Nye destinationer i løbet af juni bliver Luanda, Yerevan, Prag, Dubrovnik, Split, Birmingham, Korfu, Zakynthos, Budapest, Bari, Catania, Firenze, Milano, Palermo, Vilnius, Oslo, Krakow, Warszawa, Moskva, Sankt Petersborg, Gøteborg, New York og Washington D.C.

I juli genåbnes der en forbindelse til Olbia, og i september kommer Basel på rutekortet. Herudover åbner Brussels Airlines helt nye ruter fra Bruxelles til de marokkanske byer Nador, Tanger og Al Hoceima i slutningen af juni samt til Bordeaux samme måned. Og fra 2. august vil Frankfurt blive helt ny destination hos det belgiske selskab.

Med åbningen af de fire helt nye destinationer styrker Brussels Airlines sig yderligere på det såkaldte VFR-marked (Visit Friends and Relatives).

Øger på samtlige afrikanske ruter
Ruterne til New York og Washington D.C. bliver åbnet 14. juni, og det vil være de første nordatlantiske flyvninger hos Brussels Airlines siden 21. marts 2020. Montreal-ruten vil efter planen blive åbnet 15. juni, men de canadiske rejserestriktioner kan spolere dette.

Fra midten af juni øger Brussels Airlines gradvis frekvenserne på alle eksisterende ruter til Afrika. Abidjan, Accra, Banjul, Dakar, Douala, Yaounde, Kinshasa og Entebbe vil alle – efter planen – blive betjent dagligt. Herudover bliver Luanda tilføjet i midten af juni.

Brussels Airlines oplyser, at selskabet fortsætter med at tilbyde ombooking af flybilletter, så kunderne har den størst mulige fleksibilitet til at ændre rejseplanerne under coronapandemien.

 

Relaterede artikler:

Brussels Airlines genåbner tre skandinaviske ruter

Brussels Airlines skal flyve langruter fra Frankfurt

Brussels Airlines skærer 25 procent af de ansatte