Endnu et belgisk ikon er blevet sendt på vingerne af Brussels Airlines. Selskabet, som har flere fly med særbemaling, har således dedikeret et fly til Tintins rejse til Månen.
Brussels Airlines har før gjort sig bemærket for sine fantasifulde bemalinger. The Belgian Icons kalder flyselskabet de fire Airbus A320’ere, som indtil nu har fløjet med særbemaling. Nu får de selskab af endnu et ikon, nemlig Tintin.
Flyet bærer registreringen OO-SNJ, og bemalingen er et tema over Hergés Tintin – Månen tur-retur. Det er det andet temafly med Tintin-bemaling i flåden. I flåden findes også flyet Rackham (OO-SNB), som har fløjet med bemalingen siden 2015, og som ifølge Brussels Airlines fortsat er et af verdens mest fotograferede fly.
Mens der er tale om en ældre A320’er fra 2007, var den første kommercielle flyvning med den nye bemaling den 13. februar til Milan Linate Airport, mens det i øvrigt overnattede i København natten til mandag i denne uge.
Valgt for genkendeligheden
Brussels Airlines oplyser i en pressemeddelelse, at man har udviklet bemalingen i samarbejde med selskabet, som i dag står bag Tintin-universet, og man blev enige om, at netop Tintins måneeventyr var det rigtige valg, fordi det øjeblikkeligt er genkendeligt.
Samtidig kunne man ikke stå for forbindelsen til luftfart gennem flyvning, højde og opdagelse, som temaet har, lyder det fra det belgiske flyselskab.
“Tegneseriekunst er en væsentlig del af Belgiens kulturelle identitet, og Hergés værk fortsætter med at inspirere mennesker over hele verden. Det er ikke tilfældigt, at ‘Rackham’ var vores allerførste Belgian Icon,” siger Brussels Airlines’ administrerende direktør, Dorothea von Boxberg, og tilføjer:
”Med dette nye fly uddyber vi den arv og styrker vores mission om at vise belgisk kreativitet frem globalt. Vi er stolte af at sende endnu et ikonisk stykke belgisk kultur op i luften og tilbyde vores passagerer en unik oplevelse.”
Har også udsmykket kabinen
Det er ikke kun ydersiden af flyet, som har fået Tintin-bemaling. I flyets kabine har man udstyret bagagehylderne med en sekvens af illustrationer, der følger hinanden som tegneseriepaneler: raketten, der letter fra Jorden, risikoen for at møde en asteroide.
Man indrammer også temaet med et håndskrevet citat fra Hergé selv: “Ved at tro længe nok på sine drømme, gør mennesket dem til virkelighed.”
Indenfor møder passagerer også både Terry og Tintin samt Dupont og Dupond på kabinevæggene, og kabinens digitalt trykte gulvtæppe skal også give mindelser om himmelrummet.
Ud over de to Tintin-fly inkluderer Brussels Airlines’ Belgian Icons også Trident, dedikeret til Belgiens herre- og kvindelandshold i fodbold, Red Devils og Red Flames.
I april 2024 blev anden udgave af flyet Amare desuden afsløret i samarbejde med musikfestivalen Tomorrowland. Derudover blev Atomium, det fjerde Belgian Icon-fly, afsløret i marts 2025 med det kendte vartegn fra Bruxelles på flykroppen.
Det andet Tintin-fly, Rackham, bliver i øvrigt i flåden frem til næste år. Derudover har tre tidligere ikon-fly hyldet Magritte, Bruegel og Smølferne.
Relaterede artikler:
’Atomium’ gennemfører premiereflyvning

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart



