Charterarrangør sælger flybilletter

Aarhusianske Sun Tours vil fylde de ledige pladser på sine charterfly op med passagerer, der kun køber flybilletter.

Stadig flere danskere får sommerhus eller egen ferielejlighed på en græsk eller en spansk ferieø eller i en af Tyrkiets badebyer. Derfor bliver behovet for flybilletter uden tilhørende hotel stadig mere populært. Ikke bare til Antalya og De Kanariske Øer, men også til mindre destinationer som Menorca og Santorini. Der er dog ikke altid basis for en egentlig flyrute med faste ugentlige afgangstidspunkter, hvor alle billetter skal sælges uden hotel som en del af en charterrejse.

Derfor ser stadig flere charterarrangører en mulighed for at fylde sine normale charterafgange op med rejsende, der kun har behov for en flybillet for at komme ned til deres sommerhus eller ferielejlighed. For hvis de 148 – 189 sæder på de normale Airbus- eller Boeing-charterfly ikke alle er solgt som en del af en charterpakkerejse, så kan der være god fornuft i at fylde de ledige sæder med ”fly-only”-passagerer.

Århusianske Sun Tours går nu ind på det marked og udbyder flybilletter på sine charterafgange fra Billund og København til destinationer som Rhodos, Santorini, Lanzarote, Menorca, Enfidha, Antalya, Dalaman og Gazipasa.

Selskabet benytter oftest Primera Air, der også selv sælger ledige flybilletter på charterflyvninger sydpå.