Cimber Air Data får ukrainsk kontrakt

Cimber Air Data A/S, har indgået en kontrakt med fire ukrainske luftfartsselskaer om levering af software til styring af vedligeholdelsen af fly og reservedele. Dermed får selskabet et tiltrængt løft efter tidligere at have været genstand for overvejelser om et frasalg fra kerneforretningen.

I efteråret 2010 var Cimber Air Data A/S genstand for overvejelser om frasalg fra kerneforretningen i Cimber Sterling Group.

Men i mellemtiden har den danskbaserede luftfartskoncern fået ny ukrainsk ejer, hvilket nu kaster ordrer af sig til datavirksomheden.

I begyndelsen af denne uge har Cimber Air Data A/S således underskrevet en kontrakt med Ukrainian Aviation Group, der består af AeroSvit Airlines, Dniproavia, Donbassaero og Windrose Aviation. Alle selskaberne kontrolleres af den ukrainske oligark Igor Kolomoysky, der samtidig er majoritetsaktionær i Cimber Sterling Group gennem Mansvell Enterprises.

Cimber-selskabet skal levere MRO-software til den ukrainske luftfartskoncerns medlemmer. Det er produktet AMICOS – Aircraft Maintenance, Inventory Control & Operations System, der tilbyder planlægning, kvalitetskontrol, teknologistatus, reservedelshåndtering, lager, indkøb, salg, LRM og MRO.

AMICOS anvendes i forvejen af omkring 20 luftfartsselskaber, heriblandt Icelandair, First Choice, Widerøe, AirRoyal Brunei, Cargolux og Air Greenland.

Med den nye aftale får Cimber Air Data en platform for ekspansion i Østeuropa og CIS-landene.

Underskud i 2010/11

Cimber Air Data A/S blev etableret i 1985til varetagelse af support og markedsføring af MIPS systemet, Maintenance Information and Planning System), som Cimber udviklede i samarbejde med det franske softwarehus SEDAP og flyproducenten Aérospatiale.

Hans Ingolf Nielsen, der er søn af Cimbers grundlægger Ingolf Nielsen, var administrerende direktør for dataselskabet i perioden 1994 til 2005.

I efteråret 2010 udtalte Cimber Sterling daværende administrerende direktør Jacob Krogsgaard til CHECK-in.dk, at det ikke “lå naturligt for et luftfartsselskab at drive datavirksomhed.“ Men med en industriel ejer som Mansvell Enterprises er det nu mere sandsynligt, at datavirksomheden udvikles end frasælges.

Cimber Air Data beskæftiger 7medarbejdere oghavde i seneste regnskabsår 2010/11 en omsætning på knapt 6 millioner kroner og et nettounderskudpå 620.000 kroner.