Om mindre end et halvt år ophører Cimber A/S med at operere to ATR-fly for SAS. Hvad det betyder for selskabet og dets medarbejdere vil Cimber-ledelsen ikke svare på.
I dag opererer Cimber A/S to ATR72-fly for SAS på de danske indenrigsruter fra København til Billund og Aarhus. Men som CHECK-IN.dk kunne fortælle mandag, så har SAS besluttet, at den operation stopper med udløbet af vinterfartplanen 2013/2014 i slutningen af marts 2014. Herefter overtages ruterne af Jet Time og deres nye ATR72-600 maskiner.
Cimber A/S’ eneste beskæftigelse er at operere wet-lease flyvninger med turboprop- og regionaljet-fly for SAS. Og med ophøret af ATR-operationen står Cimber A/S uden arbejde til to af de seks fly, som selskabet opererer for SAS. Samtidig står selskabet uden arbejde til de piloter og kabinepersonale, som er tilknyttet ATR-operationen.
Men hos Cimber A/S-ledelsen er man ikke meget for at kommentere på ophøret af ATR-operationen for SAS og hvad det kommer til at betyde for fly og medarbejdere.
”Vi kommunikerer direkte og internt med vores medarbejdere. Det skal naturligvis ikke ske gennem eksterne medier, uanset anledning. Cimber har derfor ikke yderligere kommentarer,” skriver Cimber A/S’ direktør, Jacob Krogsgaard i en mail til CHECK-IN.dk.
Ved siden af ATR-operationen har Cimber A/S fire CRJ-200 regionale jetfly i sving for SAS. Den kontrakt løber frem til marts 2015. Om SAS vælger at forlænge aftalen er endnu ikke afgjort.
Sendes tilbage
Cimber A/S er stiftet af tre tidligere medlemmer af ledelsen i det nu konkursramte Cimber Sterling. Få dage efter Cimber Sterlings konkurs overtog Cimber A/S de CRJ-200 flyvninger for SAS, som Cimber Sterling havde stået for ved siden af sine egne operationer som rute- og charterflyselskab.
De to ATR72-fly, som Cimber A/S opererer på København – Billund og København – Aarhus, er leaset hos Willis Lease Capital og spanske Swiftair. De kan derfor sandsynligvis sendes tilbage til leaserne, når kontrakten med SAS udløber.
De fire CRJ-200 fly er alle leaset i Spanien og er stadig indregistreret på spansk register. Desuden har Cimber A/S råderet over et CRJ-200 fly fra konkursboet efter Cimber Sterling. Det fly bruges som back-up. Endelig passer Cimber A/S’ mekanikere på flere af de CRJ-200 fly fra Cimber Sterling-boet, som boets kurator har mere end svært ved at sælge. Det skyldes blandt andet en strid mellem kuratellet og en række panthavere om ejerskabet til flyene og ikke mindst til flyenes motorer.
Cimber A/S’ direktør, Jacob Krogsgaard.