CRJ200 fly fra Cimber A/S. som det så ud få måneder efter konkursen. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Cimber A/S tjente 7.400 kroner om dagen

Cimber A/S har netop offentliggjort selskabets første årsrapport, der viser et overskud på 1,7 mio. kroner i løbet af syv og en halv måned.

Den 15, maj 2012 så et nyt flyselskab dagens lys. Det var Cimber A/S, som var blevet stiftet på baggrund af Cimber Sterling-konkursen, hvor 114 tidligere medarbejdere i det konkursramte selskab blev virksomhedsoverdraget til det nystiftede selskab.

Bag selskabet stod Bardin ApS, Trijuan ApS og Emmasuja Invest ApS, der dækker over henholdsvis Jørgen Nielsen (COO), Alex Dyrgaard (CFO) og Jacob Krosgaard (CEO). De var samtidig en del af ledelsesgruppen i Cimber Sterling A/S, der gik konkurs den 3. maj sidste år.

Nu foreligger første årsresultat for Cimber A/S, og selskabet har præsteret et overskud på 1,7 mio. før finansielle poster ud af en nettoomsætning på 103 mio. kroner. Det svarer til ete driftsoverskud på 7.400 kroner om dagen, hvilket ledelsen karakteriserer som værende tilfredsstillende.

“Det er et opstartsår for os. Vi overtog 114 medarbejderne den 16. maj, men blev tvunget til at betale løn fra den 3. maj. Vi skulle således tjene penge i syv og en halv måned til at dække otte måneders driftsomkostninger,“ forklarer administrerende direktør Jacob Krogsgaard til CHECK-IN.dk.

Afhængig af SAS
Selskabet blev stiftet på baggrund af, at der var indgået en aftale med SAS om kontraktflyvninger af fire CRJ-fly. Sidenhen har Cimber A/S indgået yderligere to kontrakter om flyvning for SAS med ATR-fly på indenrigsruterne til Billund og København. Det betyder, at SAS i dag er selskabets eneste væsentlige kunde.

Cimber A/S har netop fået forlænget kontrakterne med SAS frem til udgangen af marts 2015, så forretningen skulle i princippet være sikret i de kommende par år.

I horisonten viser der sig alligevel nogle mørke skyer, der kan skabe kraftig turbulens.I begyndelsen af april kom det nemlig frem, at SAS har valgt at indgå et samarbejde med danske Jet Time om fremover at beskæftige i første omgang fire nye ATR72-600 fly på vegne af det fællesskandinaviske flyselskab. En aftale, der har perspektiver, der rækker noget længere. Branchekilder vurderer, at det på sigt vil kunne true samarbejdet mellem Cimber A/S og SAS.

Ledelsen skriver da også i årsrapporten, at selskabets forretningsmæssige og finansielle risici er meget knyttet til SAS, som selskabets væsentligste kunde. Det betyder, at hele indtægtsgrundlaget og likviditeten er afhængig af SAS, hvilket også afpejles i det forhold, at Cimber A/S ved regnskabsårets afslutning havde bogført 13,3 mio. kroner i forudbetalinger fra SAS.

Forventer bedre resultat i 2013
Cimber A/S har ifølge årsrapporten i gennemsnit beskæftiget 130 medarbejdere. Ved etableringen blev 114 medarbejdere virksomhedsoverdraget, men de nye kontrakter på ATR-flyvninger for SAS har øget medarbejderantallet til omkring 150.

“Med vores nuværende aftaler forventer vi en vækst i omsætning på mindst 50 procent i år samt et forbedret nettoresultat,“ vurderer Jacob Krogsgaard.

Cimber A/S havde ved udgangen af regnskabsåret en egenkapital på blot 2,5 mio. kroner.